Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 457
tonen. Han hadde i yngre dager været bekjænt for en munter,
men hissig mann; på sine gamle var han ved mange slags
motgang blet ilter og mistænksom.
Tore og sønnen gjorde mange vænderejser, før Ole kunde vinne
frem; de forstod begge at han ikke kom for det godes skyll,
derfor var det så meget pussigere at han aldrig nådde. De måtte
begge gå der meget alvorlige og tale ganske sagte, men da dette
aldrig tok ænde, blev det løjerligt. Blot et halvt ord som træffer,
kan under sådanne omstændigheder tænde latter, og allerhelst når
der er fare forbundet med at le. Da han tilsist blot var nogen favner
borte, men som aldrig tok ænde, sa Øjvind ganske tørt og sagte:
„Han må føre tungt lass, den mann* — og mere skulde der ikke
til. Jeg mener du er ikke klok,“ hvisket faren, skjønt han nok
selv lo. — „Hm, hm!rt kræmtet Ole oppi bakken. „Han lager
halsen til,“ hvisket Tore. Øjvind fallt på knæ foran højsåten,
stak hodet in i højet og lo. Faren bøjde sig også ned. „Lad os
gå in på låven,“ hvisket han, tok et fange høj og travet i vej;
Øjvind tok en liten dusk, sprang efter, kroket av latter, og slap
sig først ned inpå låven. Faren var en alvorlig mann, men fik
nogen ham in på latteren, småklunket det først i ham, derpå blev
det altid længere, men avbrutte triller, intil de fløt sammen i en
eneste lang ulyd, hvorefter der kom bølge på bølge med altid
længere sug. Nu var han kommet i vej, sønnen lå på gulvet, faren
stod over, og begge lo, så det braket. De hadde sig en gang
imellem slikt lattertak; men „dette kom ubelejlig,“ sa faren.
Tilsist visste de ikke hvorledes dette skulde gå, ti den gamle måtte
jo nu være kommet til gårds. „Jeg vil ikke ut,“ sa faren; „jeg har
ingenting med ham at bestille.“ „Ja, så går heller ikke jeg,“
svarte Øjvind. — „ Hm-hm,“ lød det like utenfor låvevæggen.
Faren truet til gutten: „Vil du ut med dig!“— „Ja, gå du først!“
— „Nej, vil du bare pakke dig!“ — „Ja, gå først!“ — og de børstet
av hværandre, og gik meget alvorlige frem. Da de kom nedenfor
kloppen, så de Ole stå vændt mot kjøkkendøren, som han
betænkte sig; han holdt huen i den hånd hvormed han holdt staven,
og tørket med et tørklæ sveden av det skallede hode, men rusket
også op i bustene bak øret og i nakken, så de stak ut som pigger.
Øjvind holdt sig bak faren; denne måtte derfor stå stille, og for
at gjøre en ænde på det sa han uhyre alvorlig: „Er så gammelt
folk ute og går?“ Ole vændte sig, så kvasst på ham, og satte
huen til rette før han svarte: Ja, det læg’s til.“ — „Du kan være
træt, vil du ikke gå in?“ — „Å, jeg kan hvile her jeg står; jeg har
ikke langt ærend.“ — Der var en som gløttet på kjøkkendøren;
imellem henne i kjøkkendøren og Tore stod gamle Ole, med
hue-skjærmen nedover øjnene; ti huen var for stor nu, siden håret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
