Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 461
sprættet ved siden, og hæstene gik i tjor et stykke derifra.
Foruten disse og nogen høns som var kommet borti akeren, såes
ikke et levende væsen på den hele slette.
I fjællet over gårdene var der et skar, og der gik vejen in til
Hejdegårdssætrene, store, græsrike fjællsletter. Oppe i skaret stod
idag en mann og så nedover sletten, ret som om han væntet
nogen. Bak ham lå et lite fjællvand, hvorifra den bæk løp ned
som gjorde skar i fjællet; omkring dette vand gik på begge sider
kreaturvejer inover mot sætrene, som han kunde se langt borte.
Det hauket og gjødde fremover mot ham, bjællerne skingret
mellem åsene; ti kjørne skjente og søkte vandet, hunder og gjætere
vilde samle dem, men forgjæves. Kjørne kom sættende med de
underligste fagter, gjorde nødtvungne kast, og løp med korte, olme
brøl og halen i vejret like ned i vandet hvor de blev stående;
deres klokker kimte over vandet hvær gang de bevæget hodet.
Hundene drak litt, men blev tilbake på fast land, gjæterne kom
efter og satte sig på det varme, glatte bærg. Her tok de frem
sin nistemat, byttet med hværandre, skrøt av hinannens hunder,
okser og husfolk, klædde sig siden av og sprang i vandet ved
siden av kjørne. Hundene vilde ikke ut, men sluntet dovne
omkring med hængende hode, hete øjne og tungen på den ene side.
Rundt i lierne såes ingen fugl, ingen lyd hørtes uten barnenes
småsnak og klokkekim; lynget stod forbrænt og avsvidd, solen
hetet op bærgsiderne, så alt kovnet i varme.
Men Øjvind var det som sat deroppe i middagssolen og væntet.
Han sat i skjorteærmerne tæt ved den bæk som rant ut av
vandet. Ingen viste sig ænnu på Hejdegårdssletten, og han begynte så
småt at bli bange, da pludselig en stor hund kom tungt dragende
ut av en dør i Nordistuen, og efter den en jænte i
skjorteærmerne; hun sprang bortover vollene op mot bærget, han hadde
stor lyst til at hauke ned, men turde ikke. Han så opmærksomt
på gården, om nogen tilfældig skulde komme ut og bemærke
henne, men beskyttet var hun, og han rejste sig flere ganger av
utålmodighed.
Så kom hun ændelig, arbejdende sig frem langsmed bækken,
hunden litt foran og tugtende i luften, hun med tak i småbuskene
og trættere og trættere gang. Øjvind sprang nedover, hunden
knurret, og der blev hysset på den, men straks Marit så ham
komme, satte hun sig på en stor sten, rød som blod, træt og
forkommen av varme. Han hivde sig op på stenen ved siden av:
„Takk for det du kom!a — „For varme og vej! Har du væntet
længe?“ — „Nej. Siden de passer os op om kvællen, må vi bruke
middagen. Men herefter tænker jeg vi ikke skal ta det så
hemmelig og møjsomt; det er nætop derom jeg vil tale med dig.“ —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
