Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Trond
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
478 SMÅSTYKKER
Faren steg stille ut av sengen, og gik til vinduet; han stod der,
så efter gutten, like til moren rørte på sig ute på hællen, da gik
han atter i sengen, og han lå da hun kom in.
Hun blev gående omkring ham, som om det var noget hun
vilde ut med. Og ændelig kom det: Jeg synes nok, jeg må ned
til kirken og se hvordan det går.“ Han gav ikke svar, derfor
anså hun den ting for avgjort, klædde på sig og gik.
Det var en herlig solskinsdag gutten gik opover; han hørte på
fuglene og så solen glittre i bladene, mens han gik fort fremover
med felen under armen. Og da han kom til brudehuset, så han
ænnu ingen andre ting æn dem han før hadde i hodet, hverken
brude-stasen eller følget; han bare spurte om de snart skulde avsted, og
det skulde de. Han gik foran med felen, nu spilte han hele
morgenen in i den, og det ljomet mellem trærne. „Ser vi snart
kirken?“ spurte han bakover; længe fik han nej; men ændelig sa
en: „Blot omkring den hammer der nu, så ser du den!“ Han la
sin nyeste slått på felen, buen danset, og han så ænde frem. Der
lå bygden like foran ham!
Det første han så, var en liten, let tåke ligge som en røk op
mot den motsatte fjællside. Han drog øjet til sig over grønne
enger og store hus med vinduer hvorpå solen brænte; det glimret
næsten som på isbræen en vinterdag. Husene blev bestandig
større og vinduerne flere, og her på den ene side lå der uhyre,
røde hus, nedenfor dem stod hæster bundet, små, pyntede barn lekte
i en bakke, hunder sat og så på. Men over alt gik der en lang,
svær tone, så det rystet i ham, og alt han så, syntes at vænde
sig i takten av den tonen. Da så han med én gang et stort, rankt
hus, der tok like op i himmelen med en høj, blinkende stav. Og
nedentil funklet hundre vinduer i solen, så huset stod som i én
lue. Det må være kirken, tænkte gutten, og tonen må komme
derfra! Rundtom stod en uhyre mængde mennesker, og
allesammen var de lik hværandre! Han satte dem straks i
forbindelse med kirken, og fik derved en frygtblandet agtelse for det
minste barn. Nu må jeg spille, tænkte Trond og tok i. Men hvad
var dette? Felen lød jo ikke længer. — Det må være en fejl ved
strængene; han undersøkte, men der var ingen. „Så må det være
fordi jeg ikke trykker godt nok til,“ og han trykte på, men felen
var som brusten. Han byttet den slått som skulde bety kirken,
in mot en annen, men like galt; ingen lyd, blot pip og jammer.
Han kjænte den kolde sved perle nedover ansigtet, han tænkte
på de kloke folk som stod her, og kanske lo ham ut, ham som
dog hjæmme kunde spille så vakkert, men her ikke fik en tone!
„Gudskelov, at ikke mor er her og ser min skam,“ sa han sagte
til sig selv, mens han spilte in mellem folket, — men se, der stod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
