Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Bjørnejægeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
486 SMÅSTYKKER
stod der og fortalte historier. Snart blev der underlig lite ved
kjørt hjæm fra marken; han borti for at se efter, og der stod
atter Torvald og fortalte. Dette må ha en ænde, tænkte præsten;
han satte gutten i den faste skole.
Der gik blot bondebarn, men præsten syntes at det var for
dyrt at holde huslærer bare til den ene gutten. Men Torvald
hadde ikke været otte dager blant dem, før en skolekammerat
kom in likblek, og fortalte at han hadde møtt de underjordiske
borte på vejen, — en annen ænnu blekere, og sa at han livagtig
hadde set en hodeløs mann gå og stelle med båtene deres nede
ved støen, — og det som var værre æn alt det annet: lille Knut
Plassen og den vesle søster hans kom en kvæll, de skulde gå hjæm,
drivende tilbake næsten fra vettet, gråt, og sa de hadde hørt
bjørnen oppi Præst-uren, ja vesle Marit hadde ændog set det gnistre
i de grå øjnene hans. Nej, så blev skolemesteren lynende sint,
må vite, slog i bordet med linealen og spurte, hvad fanden —
Gud forlade min onde synd! — der gik av Ungerne.
„Her blir den ene mere hodegalen æn den annen,“ sa han;
„der kræker en hulder i hvær en busk— der sitter en havmann
og dupper under hvær båt — bjørnen går ute midtvintersdag?
Tror I ikke mer på eders Gud og kristendom,“ sa han, „eller
tror I på al slags djævelskap og mørkets gyselige magter og
bjørnen ute midtvintersdag?“ Men så mildnet han av, da det led på
litt, og spurte vesle Marit om hun slet ikke turde gå hjæm. Ungen
hikket og gråt, og mente det var rent umuligt; skolemesteren sa
da, at Torvald, som var den største av de tilbakeværende, skulde
følge henne gjænnem skogen. „Nej, han har selv set bjørnen,
han,“ gråt Marit; „det var ham som fortalte det.“ Torvald blev
mindre, der han sat, særlig da skolemesteren så til ham og strøk
linealen kjærlig gjænnem den venstre hånd. „Har du set
bjørnen?“ spurte han rolig. „Det er dog sant, at rådsdrengen fant
et bjørnehi oppi Præst-uren allikevel, den dagen han gik på
rype-jagt,“ sa Torvald. „Har du set bjørnen, du da?“ — „Det var
ikke én, det var to store, og kanske det var to mindre også, da
de gamle plejer at ha både fjorungen og årsungen inne hos sig.“
„Hår du set dem, du da?“ gjæntok skolemesteren ænnu blidere,
og strøk og strøk linealen. Torvald tidde litt: „Jeg så dog den
bjørnen som Lars skytter hadde lagt ifjor, allikevel.“ Nu gjorde
skolemesteren et skridt frem, og spurte så blidt at gutten blev
rædd: „Har du set de bjørnene oppi Præst-uren, spør jeg?“ Nu
sa ikke Torvald mere. „ Kanske du husket likesom litt fejl den
gangen?“ spurte skolemesteren, fattet ham i trøjekraven og slog
sig på siden med lineaien. Torvald sa ikke ordet, de andre turde
ikke se dithen. Da sa skolemesteren alvorlig: „Det er styggt av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
