Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Ørneredet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
492 SMÅSTYKKER
og rive redet likesom hine to brødre. — På den tid hvorom her
fortælles, het den beste gut i Endregårdene Lejf, og var ikke av
slægten. Han hadde krøllet hår og små øjne, var ferm i al
slags lek, og kvinnekjær. Han sa tidlig om sig selv, at ørneredet
skulde han engang nå; men gamle folk mente han burde ikke
sige det så højt.
Dette tirret ham, og ænnu før han var kommet i sin beste
alder, gik han tilvejrs. Det var en klar søndags formiddag først
i sommeren; Ungerne måtte nætop være utklækket. Folk hadde
samlet sig i stort følge under fjællet, for at se på, de gamle rådet
ifra og ungdommen til. Men han hørte blot sin egen lyst, væntet
derfor til hunørnen forlot sit rede, gjorde da et hopp, og hang i
et træ flere alen fra jorden. Det grodde i en rift, og efter denne
rift begynte han at gå op. Småsten løsnet under foten på ham,
muld og grus rant ned, ellers var det ganske stillt; kun elven gik
bak med dæmpet, bestandig sus. Snart bar fjællet mere utover
han hang længe efter den ene hånd, létte med foten efter fæste,
og kunde ikke se; mange, især kvinner, vændte sig bort og sa
han hadde ikke gjort dette, hvis han ænnu hadde hat forældre i
live. Han fant dog fæste, létte igjæn, så med hånden, så med
foten, det glapp, han gled, men hang atter fast. De som stod nede,
hørte hværandre dra pusten. Da rejste en høj, ung jænte sig,
som sat alene på en sten; de sa hun hadde lovet sig til ham fra
barn av, skjønt han ikke var av slægten. Hun strakte armene
opover og ropte: „Lejf, Lejf, hvorfor gjør du dette?“ Alt folket
vændte sig mot henne, faren stod tæt ved og så strængt på henne,
men hun kjænte ham ikke. wKom ned igjæn, Lejf,“ ropte hun;
Jeg> )eg holder av dig, og deroppe har du intet at vinne!“ Man
så ham betænke sig, det varte et øjeblik eller to, men så gik han
længer op. Han var fast i hånden og foten, derfor gik det længe
godt; men snart begynte han at bli træt, ti han stanste ofte. En
liten sten kom rullende som et forbud, og alle som stod der,
måtte følge den med øjnene helt ned. Nogen kunde ikke holde
det ut, men gik. Jænten alene stod ænnu høj der på stenen,
vred hænderne og så op. Lejf tok atter for sig med hånden, da
slap den, hun så det tydelig, han slog i med den andre, den slap
også; „Lejf!“ ropte hun, så det skar i bærget, og alle de andre
tok i med. „Han glir!“ ropte de, og strakte hænderne op imot
ham, mænn og kvinner. Han gled også, tok med sig sand, sten,
muld, gled, bestandig gled, fortere; folket vændte sig, og siden
hørte de en rapen og skrapen i fjællet bak sig, derpå noget tungt
falle ned som et stort stykke våt jord.
Da de atter kunde se sig om, lå han der, oprevet og
ukjænnelig. Jænten lå over stenen, faren bar henne bort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
