Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Blakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
494 SMÅSTYKKER
løst i mange år, da far — kanske nætop derfor — fik det; ti man
trodde ham istand til at andøve en båt i storm.
Jeg husker ænnu tydelig hvorledes jeg en lørdagsmorgen på alle
fire holdt på at klyve op ad trappen til kontoret, fordi den var
islagt efter vaskingen, og var ikke kommet mange steg, da et
brak og brott oppe fra kontoret jog mig forfærdet ned igjæn. Ti
deroppe hadde bygdens kjæmpe påtat sig at ville lære den
gjænstridige præst folkets skik, men fant sin til skræk, at præsten først
vilde lære ham sin. Han kom således ut av døren, at han lot sig
falle trapperne helt ned, samlet der sine forskjellige lemmer, og
fant gatedøren i fire byks. Folket i Kvikne visste ikke bedre, æn
at præsten gav dem de love som kom fra stortinget. De vilde
således forby ham at gjænnemføre skoleloven; de undsa min far,
de samlet sig mannstærke i skoleformannskapet for at hindre
forretningen med vold. Tross mors instændige bønner hadde han
tat derhen, og da ingen våget at hjælpe ham med
skole-distrikternes indeling o. s. v., gjorde han det selv efter beste
skjøn under mængdens truende torden; men da han med
protokollen under armen gik ut, veg de, og ingen rørte ham. Man
tænke sig min mors jubel, da hun så ham komme kjørende,
rolig som altid.
I disse forhold og omgivelser fødtes Blakken! Hans mor var
en stor, rød hoppe fra Gudbrandsdalen, alles fryd som så henne;
hans far var en galning av en sort fjordhæst, som på et fremmed
sted hvor de drog sorgløse forbi med hoppen brøt skrikende ut
av skogen, og over gjærder og grøfter kom og tok hvad hans var,
med kjærlighedens ret. Om Blakken sagdes tidlig: Denne blir
den stærkeste hæst noget menneske har set her nordpå, og så
opvant som jeg var med historier om kjæmper og slagsmål, så
jeg på det lille føll som på en begavet kammerat. Han var ellers
ikke altid god mot mig; jeg bærer ænnu et arr over det højre
øje efter hans hov; men like tro fulgte jeg med hoppen og føllet,
sov med dem på marken og trillet mig imellem hoppens ben, når
den spiste. Men engang hadde jeg fulgt for langt. Dagen hadde
været varm, jeg var sovnet av inne i en åpenstående skoglade, hvor
vi vel alle hadde søkt skygge; hoppen og føllet var gåt videre, men
jeg var blet liggende. Det var sent på dag, da de som hadde ropt
og søkt forgjæves, kom hjæm med den tidende at jeg ikke var til
at finne. Man tænke sig mine forældres skræk, — alle ut at søke,
mark og skog blev gjænnemropt, bækkene, styrtningerne
undersøkt — intil ændelig en hører et barn gråte inne i laden, og
opdager mig sittende i højet. Jeg var så forskræmt at jeg længe
ikke kunde tale; ti et stort dyr hadde ståt og set på mig med
ildøjne. Om jeg hadde drømt eller oplevet det, er ikke godt at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
