Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Blakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BLAKKEN 495
sige, — men visst er det, at jeg ænnu for nogen år siden vågnet
ved at se dette dyr stå over mig.
Blakken og jeg fik snart kammerater: først en liten hund som
lærte mig at stjæle sukker, så en kat som en dag uvæntet
optrådte i kjøkkenet. Jeg hadde aldrig før set en kat; likblek styrtet
jeg in og skrek at en stor mus kom op av kjælderen! Næste
forår blev vi ænnu flere; ti da kom en liten gris til, — og så ofte
som Blakken fulgte med moren på arbejde, blev det hunden,
katten, grisen og jeg, som holdt ihop. Vi forslog tiden nokså godt,
især med at sove sammen. Jeg gav jo disse kammerater alt det
jeg selv syntes om; således bar jeg en sølvske ut til grisen, forat
den skulde spise penere; den forsøkte også — d. v. s. at spise
sølvskeen. Når jeg skulde følge mine forældre ned til folk i dalen,
fulgte hunden, katten og grisen med. De to første kom i færgen
som skulde føre over elven, grisen gryntet litt og svømmet så
efter. Vi blev da trakteret hvær på sin vis, og om kvællen drog
vi hjæm igjæn i samme optog.
Men snart skulde jeg miste disse kammerater og blot beholde
Blakken; ti min far fik Næssets kall i Romsdal. Det var en
forunderlig dag, da vi drog avsted, vi barn og en barnepike i et lite
hus som var sat på en langslæde, så hverken vind eller sne kunde
nå os, og min far og mor foran i en bredslæde, og alle de
omkring os, som atter og atter vilde sige os farvel. Jeg kan ikke
sige at jeg var synderlig sørgmodig; ti jeg var bare seks år
gammel, og jeg visste at der var kjøpt en hat og frak og bukser
til mig i Trondhjem, som jeg skulde få på når vi kom frem!
Og der, i vort nye hjæm, skulde jeg for første gang få se sjøen!
Og så var jo Blakken med!
Her på Næssets præstegård, en av de skjønneste gårder i
landet, som den ligger der bredbarmet mellem to møtende fjorder,
med grønt fjæll over sig, fossefall og gårder på den motsatte
strand, bølgende marker og liv inne i dalbunden, og utover langs
fjorden fjæll med næs i næs skytende ut i sjøen og en stor gård
ute på hvært, — her på Næssets præstegård hvor jeg kunde stå
i kvællen og se på solspillet over fjæll og fjord, til jeg gråt som
om jeg hadde gjort noget ondt, — og hvor jeg på mine ski ned
i en eller annen dal pludselig kunde stanse som trollbundet av
en Skjønhed, av en længsel som jeg ikke magtet at klare, men
som var så stor at jeg ovenpå den højeste glæde følte den dypeste
innestængelse og sorg, — her på Næssets præstegård vokste mine
intryk, men et av de livligste var det jeg fik av Blakken; ti her
vokste også han, blev en kjæmpe og gjorde kjæmpeværk.
Han hadde ikke meget over middelhøjde, men var forholdsvis
særdeles lang og av en bredde som man måtte le av; han var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
