Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Blakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BLAKKEN 497
Blakken hadde den sorg at en av hans sønner, en kvik, brun
hæst, om nogen år vilde dele magten med ham. Men han grep
ham midt i hans første oprørsforsøk, og da den dristige søn ikke
vilde ta flugten, men rejste et utæskende kampskrik, løftet den
prøvede kjæmpe sig, de gik imot hværandre på bakbenene, la
forbenene om hværandres hals og brøtes. (Skjothæster slåss altid
på den måte.) Snart stod den unge galning som en violinbue;
litt efter lå han nedbrutt på jorden og fik sine faderlige bank.
Dette stod jeg og så på.
Næsten hvær sommer var der bjørn i marken, som slog ned
mange kjør og sauer for os og andre. Ret som det var, hørte vi
gjætergutten nidhauke og buhunden halse; da ringtes med
klokken, arbejdsfolkene kom løpende, og op i marken med geværer,
økser og jærnstaurer; men de kom i regelen for sent: enten hadde
hunden alt jaget bjørnen, eller også var kreaturet nedslåt, før
hjælpen kom. Hæstene kunde bedre hytte sig; men det hændte
dog nu og da, at han dræpte en hæst, enten ved at lokke ham i en
myr hvor hæsten sank i og blev et let offer, eller ved at få ham
på jag så han styrtet ut over et sva. En sommer var det især
slemt, der var næsten ingen uke hvor bjørnen ikke var ved
kreaturene; hæstene kom, ret som det var, helt frem til råket, og var
dygtig rædde av sig; ti hvær gang var de jaget av bjørnen. Men
Blakken og den hoppe og det føll, han med skarpe sko holdt vakt
for, kom aldrig. Vi visste tilsist ikke hvorledes det var gåt dem;
gjæterne hadde ikke hørt hoppens bjælle på mange dager. Da det
hadde været et langvarigt uvejr, hvori hæstene ellers plejde at
søke nærmere til hjæmmet, ja ofte at stille sig like utenfor ved
grinden som førte til stallen, og de ænda ikke var kommet, sendtes
gutterne mannstærke op i skogen for at søke. De søkte mest
omkring myrlændt jord, om bjørnen der skulde ha forlokket den
kamplystne hæst og så overvundet ham, og siden kanske tat både
føllet og hoppen, som naturligvis vilde forsvare føllet. De søkte og
søkte uten at se noget mistænkeligt; spor („far“, som det heter) efter
bjørnen var allevegne at se, men intet tegn til kamp med hæster.
Som gutterne går og taler om dette og nærmer sig det beste
hæste-bejte i hele skogen, blir en av dem opmærksom på, at like i
nærheden av en myr er spor efter føll og hoppe, men at de i det
uændelige har gåt rundt på samme plet, altså i stor angst, og dette
er skedd nylig, visstnok ænnu samme dag. Ved så at undersøke
myren fant de ganske rigtig denne opsparket efter en stor kamp. Det
begynte at gå gutterne både koldt og varmt, men de vilde dog se
nøjere efter. Ved kanten av myren så de spor efter bakbenene
både på bjørn og hæst; de hadde altså begge straks rejst sig op,
bjørnen var gåt baklængs ut i myren for at narre hæsten, og
Bjørnson: Samlede værker. I. 32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
