Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN LIVSGÅDE 503
„hvær eneste dag skal jeg hjælpe dig, når jeg bare vet hvad det
er. Men jeg er for stolt til at være vogter for noget jeg ikke
kjænner — og som kanske er en annens!“ — Her blev hun
funkende rød: „Skam dig! av os to er jeg den stolteste, jeg byr
ikke av en annens. — Nu må du holde op!“ — „Nej, er du stolt,
så tag først bort min mistanke?“ — Jesus Kristus, dette holder
jeg ikke længer ut!“ — „Nej, jeg har svoret, at det skal ha en
ænde idag!“ — „Er dette ikke ubarmhjærtigt,“ skrek hun, „at
ville pine og plage en kvinne som har fortrodd sig til dig, og som
har bedt for sig så inderlig som jeg!“ og hun var atter ved gråten,
men med pludseligt omsving utbrøt hun: „Jeg skjønner dig: du
vil rigtig det skal storskrike i mig; ti så får du vite noget.“ Hun
så harmfullt på ham og vændte sig. Da hørte hun langsomt ord
for ord: „Vil du, eller vil du ikke?“ Hun strakte hånden ut:
„Ikke om du bød mig alt det vi kan overse herfra!“ Hun gik fra
ham, barmen bølget, øjnene for av og til, men mest mot ham,
snart hårdt, snart smærtelig, så atter hårdt. Hun lænet sig op til
et træ og gråt, så gråt hun ikke mere, men gik som før. Jeg
visste jo du ikke holdt av mig,“ hørte hun og — var i et nu det
ydmygeste og angerfulleste; et par ganger vilde hun svare, men
i dettes sted kastet hun sig ned i lynget og skjulte sit ansigt i sine
hænder. Han gik hen og stod over henne. Hun følte ham stå
der, hun væntet hans tale, hun dækket for sig; men da den ikke
kom, blev hun ænnu mere rædd og måtte se op. Hun sprang i
vejret med det samme, hans vejrbitte, langagtige ansigt var blet
hult, det dype øje uten bryn, den lange, men pressede munn, den
hele uhyre figur la sig med sådan samlet, overordentlig vægt over
henne, at hun pludselig så ham oppi vanterne som hin forlisets
nat; han var blet stor som da og av en styrke uten grænse, men
nu stod den mot henne selv! „Du har løjet for mig, Åsta!“ Hun
veg, men han kom efter; „du har også fåt mig til at lyve, der
har ikke været full sanhedien eneste dag vi har levd
sammen!“ Han stod henne så nær at hun kunde føle hans
varme ånde, han så henne like in i øjnene, så det sortnet for
henne, hun visste ikke hvad han i næste øjeblik kunde sige eller
gjøre, derfor lukket hun øjnene. Hun stod som hun vilde falle
eller lægge på sprang, avgjørelsens stund var kommet. I den dype
stillhed som gik foran, blev han selv rædd; ænnu én gang slog
det om i ham: „Bevis dig! Læg av dig alle kunsterne dine, —
gjør det nu, her!“ — „Ja,“ svarte hun, men uten at vite det.
— „Gjør det nu her, siger jeg!“ Han gav et skrik; ti hun for
forbi ham og utover, han så hennes lyse hår, hennes oprakte
hænder, et tørklæ, som slog ut og slap og for efter alene,
svævende længer ut. Han hørte intet skrik, ej heller noget plask;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
