Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
506 SMÅSTYKKER
ond gjærning, tar det første han ser, og blir det aldrig mere kvit.
Det var ikke Åsta han så, som hun nylig stod på skrænten; det
var en liten uskyldig pike, det var Agnes. Selv billedet av den
synkende blev til barnet med de små oprakte hænder. Minnet
om Åstas usigelige kjærlighed til barnet forbyttet
hemmelighedsfullt billederne i hans sjæl, den store likhed spilte ein i den
må-nedslange tvil om skyldig eller uskyldig. Hadde Åsta gjæmt et
sådant barn i sit hjærte? Ja! Han hadde set det, eller rettere,
han så først nu at han hadde set det. Fqr hadde han jo blot
grunnet på, om dette også var uskyll, om htqi hadde kunnet smile
således til flere, eller hvad det var som hadde dækket over dette
barn i henne, siden det kun formådde at bryte frem i strålende
øjeblikke. Et bestandigt skifte i hennes natur, en uro med evig
overdrivelse, som også forledte andre til overdrivelse, hadde i
hennes levende live lokket eller bortstøtt ham; nu, efter hennes
sørgelige død, ente alle erindringer sig i et uskyldigt barn som bad.
Hvor tanken vændte sig, jamrende efter lys, møtte han barnet;
det holdt alle vejer til forskning stængt. Hvært optrin i det korte
samliv, fra hin forlisets nat til søndagsmorgenen på skrænten —
når han vilde gi det et spørsmål, så viste det barnets åsyn, og
denne sælsomme forvæksling utmattet ham således på sjæl og
legeme, at han efter nogen dagers forløp næppe kunde ta næring
til sig, og om en stund ikke mere forlate sin seng.
Det så enhvær, at dette gik til døden. Den der selv bærer en
gåde, får et eget væsen som gjør ham til gåde for andre. Like
fra den dag han flyttet in, hadde hans mørke taushed, hennes
Skjønhed og begges forgjæmte liv optat bygdesnakket; da konen
med ett forsvandt, steg spænningen, intil det utroligste best blev
trodd. Ingen kunde gi nogen oplysning, såsom ingen av alle dem
der bodde eller færdedes langs stranden og åsene, hadde set
bortover mot skrænten hin søndagsmorgen, nætop idet hun i solskinnet
kastet sig ut. Ej heller drev hegnes lik i land, for selv at vidne.
Der dannet sig derfor underlige sagn om ham ænnu i hans levende
live. Stygg så han ut; han lå der med det langagtige, uthulte
ansigt, som rødt skjæg og stridt rødt hår vokste sammen om. De
store øjne så op av det som av et ingjærdet tjærn. Da han syntes
hverken at ville leve eller dø, sa de at der var kamp om ham
mellem Gud og djævelen. Nogen hadde set den onde selv, omgit
av ildsluer, række sig op efter vinduerne til hans kammers for at
rope på ham. De hadde også set ham snuse rundt husene som
en sort hund, eller trille foran dem som et hoppende nyste. Folk
der rodde forbi, hadde set hele gården stå i brand, andre hadde
hørt et tog, hujende, gjøende, skoggrende, komme av sjøen, fare
langsomt mot huset, dra derin ad lukkede dører, rase gjænnem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
