Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En ny feriefart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514 SMÅSTYKKER
at ændog Petter Dass ofte i sin „Nordlands Trompet“ gir
skildringer av overgrep og utsugelser som han ikke selv føier.1
Men Nordlændingen, landets første fisker, dets modigste,
ufor-trødneste sjømann, er ikke træg. Se ham i båten! — enhvær må
dømmes i sit kall! — Ikke alene er han en vældig rorskar, rask
losser, men hans bevægelser, når han sætter sejl op eller ved
manøvrer, er mere æn raske, de er lette, skjønne. Tal så med
ham! Hvad har han ikke læst og tænkt over, hvor let følger
han ikke med, når du fortæller. Visstnok er han for tiden vel
meget fordypet i de Jaabækske kannestøperier, men dels er det
ikke til at undres over, når man kjænner hans fortid, dels må vi
takke vor Gud, om Nordlændingen slipper så let over, fra at være
regjeret til selv at regjere, som ved i samlag at varme nogen
fremmede ægg, som vil råtne under rugningen, og som han derfor
selv blir den første til at sparke ut. Hermed vil også hans
em-bedsstand hjælpe ham; den er i sin store almindelighed nu det
motsatte av den gamle.2 Den nuværende embedsstand er for det
meste unge mænn, som med liv og sjæl slutter sig til folket.
Disse egne har det ved sig, at de fortryller de inflyttede:
embeds-mænnene derfra taler altid siden om sit ophold der nordpå som
sin skjønneste tid. I pakt med folket vil de unge embedsmænn
snart vinne dets tillid; mange av dem har den allerede. Den sejge
naturmagt i folket selv, som har holdt ut århundrers
forulæmp-ning, hærdet som den var av sjøens slit og lykkespill med liv og
gods, mot hvilke hine plagerier blev halvt latterlige småting, —
denne prøvede naturmagt vil nu, i ly av stortingets omsorg, hvis
kjælebarn Nordlandene og Finmarken er blet, løfte disse egne
imot en stor fremtid.
En del av folket er, som kjænt, Kvæner og Finlapper. De
første (Finlands Finner) er et stærkt, dygtigt folk, gode
sælhunds-skyttere, hvalrossfangere og håkjærringfiskere, også landbrukere.
Når de i ægteskap med Norske altid får disse til at tale Kvænsk,
kommer dette ikke, som man har trodd, av overlegenhed, men
tværtom derav at det er Kvænen en fysisk umulighed at tale
Norsk, når han ikke er vant dertil fra barn. Man kan på stedet
overbevise sig derom. Et godt skolevæsen sørger nu for at lære
barnene Norsk, og det er en erfaring, at de som en gang har
lært Norsk, tar det til sit daglige sprog.
1 Enhvær nordlandsrejsende må eje Petter Dass’ „Nordlands Trompet“, men ikke læse den før på
nedturen, når han selv har fåt begrep om hvor uforlignelig sann den er.
2 For at skildre enkelte av den gamle embedsstand hitsættes følgende: Kort efter at Norge blev
et selvstændigt land, blev en fordrukken dansk præst avsat, som i sin vrede over at stortinget ingen
pension gav ham skjællte den norske konstitution ut for en kjæltring; han trodde det var en mann!
Ænnu op i de fyrti hadde Finmarken en præst -^om lot klokkeren fra prækestolen læse ei præken op
av en prækenbok, mens han selv sat hos landhandlerne og spilte kort; litt før hadde Norbland en
præst som satte en låge p i sin dør, forat bønderne kunde tale med ham igjænnem den3 og gav dem
en stok ut at knipe i, når de vilde ta ham i hånd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
