Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En ny feriefart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN NY FERIEFART 515
Finlapperne er naturligvis dem man ser mest på og spør
mest efter, fra det øjeblik den første Finn er kommet ombord i
sin gråhvite ullbluse, kantet med rødt og med bælte om (om
vinteren bæres rensdyrpels), og med sit ejendommelige skotøj og
sin særegne hodedækning. De er næsten alle små, yderst
venlige, snaksomme, fulle av fantasi og følelse. Mange av
Havfin-nerne klær sig som Nordmænn, og vil i tidens længde kanske gå
over til dem. Fjællfinnerne derimot holder sig for sig selv; fra
at ha ejet alt land deroppe, er de nu trængt tilbake til
højfjællene, kommer også der ofte i strid med de inflyttede, og nærer i
regelen stærkt nag til Nordmænnene. I deres eventyr om fanden
er han altid klædd som Nordmann. Træffes en Nordmann på
fjællene uten i følge med en Finn, blir han ufejlbarlig skutt; dette
hørte jeg bekræfte fra flere sider, således også av en Finn som
gav mig mange oplysninger om dette særegne folkefærd han nu,
i kraft av sin dannelse og stilling, ikke længer kunde siges at
tilhøre, men som han ælsket. Hvilken utholdenhed har ikke dette
folk, som lever i sneen største delen av sit liv, i kamp med ulv
og elementer! På vandring efter bortskræmt eller stjålen ren det
meste av året, på ski så længe sneen ligger, og siden klyvende
i ur eller på ubanede vejer, har Fjællfinnen fåt en egen gang med
skrævende ben og svigtende knær; han ser mere ut til at gli æn
at gå. De vejstykker han kan tilbakelægge med uforandret
hurtighed, og ofte med svær bør på ryggen, forekommer utrolige,
likesom at han kan gå i døgn uten at trænge hvile. Mat har han
med sig inne på brystet, nemlig et stykke rensdyrkjøtt og brød.
Når han på sine ski har fåt „far av ulven“, går han efter den til
han når den. Ulven avsted nedover fjællene, men Finnen hurtigere
efter på skierne, og nu opover og nedover, ofte i døgn; Finnen
spiser, ulven får hverken spise eller stanse; den kan bli så træt at
den lægger sig ned i bakken, og biter imot Finnen som en hund,
og da skytes den eller slåes simpelthen ihjel med skistaven. Ti
species har da Finnen i skuddpræmie, desuten hudens kostende.
En ulv som Finnen får far av, kan på sneen aldrig unslippe ham.
Ikke desto mindre er ulven hans værste fiende. Den kommer
gjærne i mulm og mørke; rensdyrene står i snefuren, som de har
sparket op for mosens skyll, de står side om side, ofte flere
hundre bortover, alle med bakdelen op og hode og forkrop i furen,
altså ute av stand til at vejre. Da kommer ulven, og er i ett
sprang på ryggen av den feteste ren; før hundene, som også kan
narres, får vækket Finnen, og han får krøpet frem av gammen med
sin rifle, er flokken spredt, det koster ofte ukers møje at samle
dem — om de nogensinne alle samles; ti de fremmede ren som
1 specie = 4 kronçr,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
