Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En ny feriefart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN NY FERIEFART 517
gav korte befalinger, nu om varmt vand, nu om mælk, nu om en
liten kasse hvori der hadde været sukker, og da hun fik det, så
tok hun frem av barmen en liten rull, viklet den ut, og så lå der
et spædbarn i et mykt hareskinn: „Dette har Gud git mig; ti
moren er død.“ Hun foret den lille kasse med hareskinnet, fant
tøj sammen og la barnet deri, vasket og velstellt. Denne kasse
hadde hun siden foran sin seng, hun plejde barnet utrættelig og
bar det med sig overalt. Barnet var, som hun selv sa, „hennes
hjærtebarn“. Men seks år gammelt brænte det inne. Hun lette
da selv op benene i askehopen, la dem i den samme lille
sukker-kasse, foret med hareskinnet hvori hun først hadde lagt barnet,
og begrov det. Ved den lejlighed yttret hun: Jeg var ikke god
nok mor for mine tolv barn. Var det så ikke at friste Vorherre
at ville ta det trettende?“
Der er ellers også fortællinger at høre om rike, godgjørende
Finner, der av sine hjorder på flere tusen ren skjænker, ja
op-holder de fattigere brødre. Men Nordlandenes folk, de være
Nordmænn, Kvæner eller Finner, er et velvilligt, venligt folk. Det
som i regelen hindrer menneskene i at være det, alle de tusen
hensyn, de splittede gjøremål, det spredte sinn, for hvilket alting
kommer ubelejlige ærgerligt, — dette er her sjældnere tilstede.
Menneskene er glade i hværandre under så ensomme forhold;
der gror dypere tanker i en så stor natur og farefull drift, i så
langt et mørke og så stort et lys.
Ingen langrejsende må forsømme at gå ombord i et russeskib,
hvorav det vrimler i Tromsø og Hammerfest. Istedenfor de
dårlige lodjer hvorpå de før for, har de nu smukke skonnerter og
brigger. Kan man få en kjøbmann med, som taler Russisk (og
det er næsten likeså almindeligt at kjøbmænnene deroppe taler
Russisk som at vore taler Spansk)1 så er man sikker på en
udmærket mottagelse; man blir trakteret med den fortrinlige Russe-te,
med vin o. s. v. Russerne er et godmodigt hjærtefolk; tviler man,
så læg mærke til dem når de har sig en glad dag; tviler man,
så hør dem synge og se dem danse til sine sange, gamle og unge
om hinannen! Der er altid en forsanger som de andre slutter
sig til i kor, ofte med stor færdighed. Man kan høre at disse
sange er flere hundre år gamle, og man kan ænvidere høre at
de i al den tid har været sjælenes ejendom; ti alle synger dem
uten spor av dressur, viser på halvhundre vers, ganske som man
hejser op av en brønn, med bestandig visshed for at der er mere
igjæn. Man fortalte os at deres fleste sange gik om kjærlighed, men
Ruslands navn og tsarens var altid med: fædrelandsfølelsen bar
1 Mange av kjøbmænnene deroppe forstår også Finsk og Kvænsk, så de har et betydeligt tillæg a
sprogkunskap til det som alle kjøbmænn må kunne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
