Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dagen efter gik Knuts kone op til Lars’s kone for at spørge
om der var noget mellem mænnene, ti Knut hadde været så
underlig, da han kom hjæm. Litt ovenfor husene møtte hun Lars’s
kone, som kom for at gjøre samme spørsmål, ti Lars hadde været
så underlig. Hans kone var en stille, blufærdig ting, noget
forskræmt, ikke av hård tale, men av taushed; ti Lars talte aldrig
til henne, uten når hun hadde gjort noget galt, eller han frygtet
hun skulde gjøre noget sådant. Knut Åkres kone talte derimot
mere med sin mann, og især om formannskapet, fordi det på den
senere tid tok hans tanker, arbejde og kjærlighed fra henne og
barnene. Hun var skinsyk på det som på et fruentimmer, hun
gråt om natten over formannskapet og skjændtes med ham om
det om dagen. Men nætop derfor kunde hun intet sige nu, da
han engang kom ulykkelig hjæm derfra; ti straks følte hun sig
meget ulykkeligere æn han, og måtte for sit liv få vite hvad det
var. Da altså ikke Lars’s kone visste det, måtte hun ut i bygden.
Hun fik vite det og var naturligvis straks av sin manns mening
og fant Lars ubegripelig, for ikke at sige ond. Men da hun lot
mannen mærke det, følte hun, at ænnu var intet brutt mellem
Lars og ham; tværtom, at han holdt av ham.
Repræsentantsamlingen kom. Lars Høgstad kjørte om morgenen
in på Åkre, Knut kom ut og satte sig op. De hilstes som
sædvanlig, talte vel noget mindre på henvejen, men ikke om saken.
Møtet var fulltalligt, nogen hadde også infunnet sig for at høre på,
hvilket Knut ikke likte; ti der var altså bragt gjæring in i bygden.
Lars hadde fåt sit halmstrå fat, stod ellers henne ved ovnen for
at varme sig; ti høsten begynte at bli kold. Ordføreren læste
forslaget op, meget dæmpet og forsigtig; han tilføjde at det kom fra
fogden, som ikke plejde at være heldig. Bygningen var jo en
gave, og gaver plejde man ikke at frahænde sig, aller minst når
ingen trang stod for døren.
Lars, som aldrig før hadde talt i møterne, tok til alles
forundring ordet. Han skalv i stemmen; om det var av hensyn til
Knut Akre eller av frygt for at tape, skal være usagt. Men hans
grunner var gode og greje og av et samhold, en trausthed, som
næppe før var hørt i disse møter. Og da grunnene alle var git,
føjde han til: „Hvad angår, at forslaget er av fogden, så kommer
dette ikke saken ved, likeså litt som hvem det er der engang har
opført huset, eller på hvad måte det er blet kommunens.“
Knut Åkre var rød i ansigtet (han blev det let) og flyttet og
flyttet, som hans vis var når han blev utålmodig; men ikke desto
mindre svarte han med varsomhed og lav røst. Der var
sparebanker nok i landet, mente han, og ganske nær herved, han vilde
gjærne sige for nær herved. Men skulde ændelig en sådan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
