Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Denne ro holdt Knut ikke ut. „Hvad er det som er kommet
in iblant os?“ skrek han. „Vi som til idag kun har forhandlet i
kjærlighed og iver, står tirret mot hværandre, som av en ond
ånd,“ og han så funklende op på Lars. Denne svarte: „Du lægger
nok selv ånden til, Knut; ti jeg har ikke talt om annet æn saken.
Men denne er for dig kun det du selv vil; nu måtte vi prøve om
kjærligheden og iveren består, når den engang blir hvad vi vil.“
— „Har jeg da vanskjøttet bygdens saker?“ — Derpå svarte ingen.
Dette gjorde Knut ondt, og han tilføjde: „Jeg visste virkelig ikke
annet, æn at jeg har fåt adskilligt i stand — adskilligt som har
været bygden til det gode; — — men kanske jeg har bedraget
mig.“ Han var atter bevæget; ti det var en ildig natur som
brøtes i mange stemninger, og bruddet med Lars smærtet ham,
så han næppe kunde styre sig. Lars svarte: „Ja, jeg vet du
tillægger dig selv æren for alt som her er gjort, og skulde man
dømme efter hvem der har snakket mest i møterne, så har visst
også du gjort det meste.“ — „Slap det sådan ut!“ ropte den annen
og så skarpt på Lars; „det er du som har æren av det?“ —
„Siden vi ændelig skal tale om os selv,“ sa Lars, „så blev nok
hvær sak overvejet, før den kom hit.“ — Her gjænvant den lille
Knut Åkre sin raske tale: „Tag du æren i Guds navn, jeg skal
nok leve den foruten; — der er andre ting som det er værre at
tape!“ — Lars bøjde sig uvilkårlig bort for hans blik, men sa,
idet halmstrået gik meget fort: „Når jeg skal sige min mening,
så er her ikke stort at ta ære for; — præst og skolelærere kan
vel være fornøjd med hvad her er gjort, men almuen siger visst
at bygden til idag bare har fåt større og større avgifter.“ Her
opstod en mumlen i forsamlingen, idet man flyttet og flyttet på sig.
Lars fortsatte: „Vi har ændelig idag en sak fore som kunde
bringe bygden litt in for alt det den har lagt ut; det er kanske
derfor den røjner slik motstand. Dette er en bygdesak til
velfærd for alle, vi måtte dog vel kunne få den bort fra at være en
familiesak.“ — Folk så på hværandre, talte allerede halvhøjt, da
en rejste sig for at gå hen til sin matniste, men slængte hen i
det samme, at dette var det sanneste ord han her i forsamlingen
hadde hørt på mange år. Nu rejste alle sig, samtalen blev
almindelig, og Knut Åkre følte, der han sat, at saken var tapt,
forfærdelig tapt, og han prøvde ikke mere på at redde den. Ti han
hadde noget av den natur man tillægger franskmænnene: han var
god til at gå på — både første, annen og tredje gang; men dårlig
til at forsvare sig; ti hans følelser overvældet hans tanker.
Han begrep det ikke, han kunde ikke længer sitte, han
overlot plassen til viceordføreren og gik; — det var ikke frit at de
andre lo.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
