Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han fortjente sin anseelse. Vejen de kom til kirken på, hadde
han lagt, den nye kirke de stod ved, hadde han bygd; dette og
meget mere var en frugt av den sparebanks arbejde som han
selv hadde stiftet og selv styrte. Ti de midler den gav, blev
videre gjort frugtbare, og præstegjællet blev av mange fremstillet
som et eksempel for alle andre på selvstyrelse og god orden.
Knut Åkre hadde trukket sig rent tilbake. Først møtte han
nogen ganger, da han blev enig med sig selv om at han skulde
by sin tjeneste frem, selv om hans forfængelighed ikke længer
fant den behagelig. Ved det første forslag han gjorde, blev han
således inviklet av Lars, der vilde ha det fremstillet i alle sine
følger, at Knut Åkre noget støtt sa: „Den gang Kolumbus opdaget
Amerika, hadde han det ikke indelt i præstegjæll og provstier —
sådant kom efter hvært;“ hvorfor Lars i sit svar sammenholdt
Amerikas opdagelse med Knuts forslag — det handlet for resten
om midler til et forbedret fjøsstel — og siden blev Knut dem
imellem aldrig kallt annet æn „Amerikas opdagelse“. Så tænkte
Knut at der man ingen nytte længer kunde gjøre, skulde man
ikke arbejde, og tok ikke senere mot valg.
Men virksom var han, og for dog at ha noget, utvidet han sin
søndagsskole og satte den ved små bidrag av de søkende i
forbindelse med missjonssaken, for hvilken han snart blev midtpunkt
og leder i denne som de omkringliggende egne. Lars Høgstad
bemærket hertil, at dersom Knut Åkre skulde samle penger til
noget, så visste han forut at det måtte ligge tusen mil borte.
Der var for resten intet usams dem imellem. De omgikkes
ikke mere, men de både hilste på og talte med hværandre. Knut
følte altid en liten smærte, blot han husket ham, men kjæmpet
den ned og sa sig selv, at det var gåt som det skulde gå. I et
stort bryllup mange år efter, hvor de begge var tilstede, og også
begge litt muntre, steg han op på en stol og utbragte en skål for
præstegjællets ordfører og amtets første stortingsmann! Han talte,
til han blev bevæget, og da som sædvanlig overmåde smukt.
Man fant dette hæderlig gjort av ham, og Lars kom bort til ham
og var usikker i blikket, da han sa at han hadde ham at takke
for meget av det han visste og var. Næste formannskapsvalg blev
Knut Åkre atter formann!
Men hadde Lars Høgstad visst hvad nu fulgte, så hadde han
ikke gjort ham til det. Enhvær ting sker til sin tid, siger et
ordsprog, og nætop som Knut Åkre kom in igjæn i formannskapet,
truedes bygdens beste mænn med at gå til grunne i en
spekulationsfeber som længe hadde raset, men nu først begynte at kræve
sine offre. Man sa at Lars Høgstad hadde fremkallt denne store
ulykke; ti han hadde vænnet bygden til at spekulere. Fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
