Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bygden var blet overvurderet i al denne ståhej. Han førte bevis,
idet han hadde fåt alle gårders avstande fra nærmeste station
utregnet, og så spurte han: „Hvorfor er der gjort så meget væsen
av denne jærnbane, når det ikke er for bygdens skyll?“ Jo, det
skulde han nok fortælle: Der var dem som hadde bragt sådan
forstyrrelse i stand, at der måtte en ænnu større til for at få hin
glæmt. Der var ænvidere dem som i den første opbrusning vilde
få sine gårder og grejer solgt til fremmede, som var dumme nok
til at kjøpe; det var en skammelig spekulation, som ikke alene
de levende, men de døde skulde tjene! — Virkningen av hans
optræden var meget betydelig. Men Lars hadde nu engang
besluttet at bevare sin ro, der komme hvad der vilde. Han svarte
derfor smilende, at han visste ikke bedre æn at Knut Åkre selv
hadde været ivrig for jærnbanen, og der var visst ingen som
beskyllte ham for at forstå sig på spekulation. (Man lo så småt.)
Knut hadde intet hat imot, at likene av almindelige folk blev flyttet
for jærnbanens skyll; men da hans egen farfar skulde flyttes, blev
det pludselig til en velferdssak for hele bygden! — Mere sa han
ikke, men så småleende hen på Knut, hvad også flere gjorde.
Knut Åkre overrasket imidlertid både ham og de andre ved at
svare: „Jeg tilstår det: jeg forstod ikke saken før den rørte ved
min slægtsfølelse; det er muligt at dette er en skam, men så er
det da virkelig en større skam ikke at forstå den ænda — sådan
som tilfældet er med Lars! Aldrig,“ føjde han til, „har dennes
lune været mere på urette sted; ti for folk med almindelig følelse
var dog saken virkelig oprørende.“ — „Det er kommet svært
nylig på med denne følelse,“ svarte Lars, „så vi får håbe den
også snart går over igjæn. Kanske det hjælper at tænke litt på,
hvad præst, provst, stiftsdirektion, ingeniører og regjering alle vil
sige, når vi først enstemmig får saken i gang og så bakefter
kommer og ber om at få den stanset? — Når vi først jubler og synger
viser, og så gråter og holder liktaler? — Dersom de ikke siger
at vi er blet gale her i bygden, så må de i alle fall sige vi er
blet litt underlige på de siste dager.“ — „Ja, det vet Gud, at
de må sige,“ svarte Knut; „vi er blet meget underlige på de siste
dager, så det var på tid vi vændte om igjæn. Det er virkelig
kommet vidt, når vi skal grave, du din og jeg min farfar op, for
at skaffe jærnbanevej — når vi skal kaste de dødes hvilested om,
for at få vore lass lettere frem. Ti er dette ikke det samme som
at rote i vor kirkegård for at få den til at gi mat? Hvad der er
gravet ned i Jesu navn, graver vi op igjæn i pengenes, i Moloks
navn, — det er ikke stort likere æn at æte sine forfædres ben.“
Lars sa tørt: „Så er naturens gang.“ — „Ja, planternes og
dyrenes.“ — „Er vi ikke dyr, vi da?“ — „Jo, men også den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
