Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og som de talte herom, kom en raskt kjørende op over vejen,
bøjde av mot kirkegården, hvor han steg av. Det var Knut som
hadde været hjæmme efter sin kirkevogn, den samme hvori de
så mangen gang hadde kjørt sammen til og fra formannskapet.
Nu skulde Lars sætte sig op hos ham og kjøre hjæm med ham.
De gav hværandre hånden, den ene sittende, den annen stående;
„nu får du komme med,“ sa Knut. Uten at svare rejste den
annen sig, de gik side om side bort til vognen, Lars blev hjulpet
op, Knut satte sig hos ham. Hvad de talte om, mens de kjørte,
eller siden i det lille kammers på Åkre, hvor de var til ut på
morgenen næste dag, er ikke blet kjænt. Men fra den dag var
de uadskillelige som før.
Så snart ulykken rammer en mann, skjønner alle hvad han er
værd. Derfor påtok bygden sig at opføre Lars Høgstads hus,
større og staseligere æn noget annet i dalen. Han blev atter
ordfører, men med Knut Åkre ved sin side; Knuts ånd og hjærtelag
blev aldrig overset, — og fra den dag gik intet i stykker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
