Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8 FISKERJÆNTEN
Til denne stille by kom for mange år siden velagtede mann Per
Olsen; han kom fra landet hvor han hadde næret sig av at drive
med kram og spille violin. I byen åpnet han for sine gamle kun-
der en bod, hvor han foruten kram solgte brænnevin og brød;
man hørte ham gå op og ned og spille springdanser og brude-
marscher i „bakværelset" bak boden; han gløttet in gjænnem glas-
gluggen i døren, hvær gang han drev forbi, og var der så kommet
en kunde, avsluttet han spillet med en tremulant og gik in. Han-
delen gik ypperlig, han giftet sig og fik en søn, som han opkallte
efter sig selv, dog ikke Per, men Peter. Lille Peter skulde bli
hvad Per følte han ikke var, et dannet menneske, hvorfor gutten
blev sat in på latinskolen. Når nu hine som skulde være hans
kammerater, banket ham hjæm fra sine leker, fordi han var en
søn av Per Olsen, så banket Per Olsen ham ut til dem igjæn;
ti på annen måte kunde gutten ikke bli dannet. Lille Peter følte
sig følgelig forlatt på skolen, og blev doven og efterhånden så like
nøjd med det altsammen, at faren hværken kunde slå smil eller
gråt av ham. Da opgav Per bankingen og satte ham i boden.
Hvor undredes han ikke, da han her så gutten gi enhvær hvad
han forlangte, uten at gi et korn for meget, aldrig selv spise en
sveske, men veje, tælle, inføre uten at ændre en mine, helst
uten at tale, og meget langsomt, men med ubrødelig nøjagtighed.
Faren fattet atter håb om ham og sendte ham med en sildeskute
til Hamburg for at gå på et handelsinstitut og for at lære fine
manerer; han var borte i otte måneder, det måtte vel være nok.
Da han kom tilbake, hadde han forsynt sig med seks nye sætt
klær, og bar ved landstigningen det ene sætt utenpå det annet; „ti
det man går og står i, kan ikke fortoldes". Men, tykkelsen un-
tagen, gjorde han omtrent samme figur, da han dagen efter kom
på gaten. Han gik stiv og strak, med hænderne ret ned, han hilste
med et pludseligt rykk, han bukket, som var han ledeløs, for atter
straks at bli stiv, han var blet den virkeliggjorte høflighed, men
altsammen uten at mæle et ord, og hurtig, med en viss skyhed.
Sit navn skrev han ikke længer Olsen, men Ohlsen, hvilket gav
byens vittige hode lejlighed til følgende spørsmål: „Hvor langt
kom Peter Olsen i Hamburg?" Svar: „Til det første bokstav."
Han pønset også på at kalle sig Pedro; men da han døjet så
megen harm for h’ets skyll, opgav han det og skrev sig P. Ohlsen.
Han utvidet farens handel og ægtet allerede i sit to og tyvende
år en rødhændet butikjomfru, forat hun skulde holde hus; ti faren
var just blet enkemann, og det var sikkrere at ha kone æn hus-
holderske. Årsdagen derefter fik hun en søn, som ukedagen der-
efter het Pedro. Da værdige Per Olsen var blet bestefar, følte
han som et indre kall til at bli gammel. Han overlot derfor han-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
