Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
delen til sønnen, satte sig utenfor på en bænk og røkte skråtobak
av en snadde. Og da han en dag tok på at kjede sig derute,
ønsket han at han snart måtte få dø, og likesom alle hans ønsker
stillfærdig var gåt i opfyldelse, således gik også dette.
Hadde nu sønnen Peter arvet udelukkende den ene side av
farens ævne, handelssluheden, så syntes sønnesønnen Pedro ude-
lukkende at ha arvet den annen, tonekvikheden. Han lærte meget
sent at læse, men meget tidlig at synge, han blåste fløjte så godt
at man måtte være blet det var, han var fin av syn og bløt av
sinn. Men dette kom bare faren til ulejlighed, såsom hans egen
travle nøjagtighed skulde opdrages i gutten. Når han så glæmte
noget, blev han ikke utskjændt og banket, som faren var blet, men
han blev kløpet. Dette skedde ganske stille, med en venlighed
man næsten kunde kalle høflig, men det skedde ved hvær minste
lejlighed. Moren talte hans blå og gule pletter hvær kvæll, hun
klædde ham av, og kysste på dem, men hun gjorde ingen motstand;
ti hun blev selv kløpet. For hvær rift på hans klær, der var
farens omsydde Hamburgere, for hvær plet i skolebøkerne stod
hun i skyll. Det het derfor altid: „Ikke det, Pedro! vogt dig,
Pedro! husk, Pedro!" — han var rædd faren og blev kjed moren.
Blant kammeraterne døjet han ikke vondt, da han straks gråt og
bad for sine klær; men han blev kallt vissenpinn og ikke videre
vyrdt. Han lignet en syk, fjærløs andunge, som alle steder hinket
efter flokken, og sprang langt avsides med den lille bit han kunde
stjæle sig til; ingen delte med ham, derfor delte han heller ikke
med nogen.
Men snart opdaget han det var anderledes blant byens simple
barn; ti de gav sig tålmod med ham, fordi han var finere æn de
selv. En høj, kraftig jænte som hersket over hele flokken, tok
sig av ham. Han kunde ikke bli mæt av at se på henne: hun
hadde ravnsort hår som stod i en krull og var aldrig kjæmmet
anderledes æn med fingrene; hun hadde stærkt blå øjne, kort
panne, det hele ansigt samlet sig i ett og fløj like på. Hun var
altid i opstyr eller arbejde, om sommeren barbent, bararmet og
brunstekt, om vinteren klædd som andre til sommerbruk. Hennes
far var lods og fisker; hun fløj om og solgte hans fisk, hun and-
øvde hans båt, og når han lodset, drev hun fiskeriet alene. Enhvær
som så henne, måtte vænde sig og se én gang til; ti hun var
selvhjulpen. Hun het Gunlaug, men kalltes Fiskerjænten, en titel
hun tok imot som sin rang. Hun hjalp i lekene altid de svake,
hun hadde trang til at ta sig av andre, og nu tok hun sig av
denne fine gut.
I hennes båt kunde han blåse fløjte, som var blet banlyst
hjæmme, siden man trodde den tok tanken fra hans lekser. Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
