Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 1 1
ske langsomt; hun hadde ikke tænkt sig, at også han var blet
voksen.
Dette bleke, magre ansigt kjænte hun ikke; det var ikke længer
sykeligt og fint, det var sløvt. Men ved at se på henne fik øjet
en stille lysning ut av fordums drømme; hun gik atter på, og for
hvært skridt hun kom, fallt der som et år av ham, og da hun
stod hos ham, hvor han var sprunget op, da lo han som et barn,
da talte han som et barn; det gamle ansigt lå over et forgjæmt
barn: han var nok blet ældre, men han var ikke vokset.
Dog — nætop dette barn søkte hun, og nu da hun hadde funnet
det igjæn, visste hun ikke hvad hun videre skulde gjøre: hun lo
og blev rød. Uvilkårlig følte han som en magt i sig; det var
første gang i hans liv han blev smuk i samme stund, det varte
måske blot et øjeblik, men i dette øjeblik var hun tat.
Hun var av de naturer som blot kan ælske hvad der er svakt,
hvad de har båret på sine hænder: hun hadde tænkt at være i
byen to dager, hun blev i to måneder. I disse to måneder vokste
han mere æn i al sin øvrige ungdom; han løftedes så vidt op av
drøm og døs, at han la planer; han vilde bort, han vilde lære at
spille! Men som han atter en dag yttret dette, blev hun blek og
sa: „Ja, men så må vi gifte os først." Han så på henne, hun
så visst igjæn, de blev begge ildrøde, og så sa han: „Hvad vilde
folk sige til det?"
Gunlaug hadde ikke tænkt over, at han kunde ville annet æn
det hun vilde, fordi hun aldrig kunde ville annet æn det han
vilde. Men nu så hun det like in i sjælen på ham, at han aldrig
en stund hadde tænkt på at dele annet med henne æn det hun
gav. Hun opdaget i ett minut, at sådan hadde det været hele
deres liv. Hun hadde begynt i medlidenhed og sluttet i kjærlighed
til det som hun selv hadde været god imot. Hadde hun nu hat
sindighed blot en liten stund; ti han så hennes opluende harme,
blev rædd og ropte: „Jeg vil!" — hun hørte det; men harmen
over egen dumhed og hans usselhed, over egen skam og hans
fejghed kokte i en sådan glødende hast op mot sprængningens
stund — at aldrig er en kjærlighed, begynt i barndom og aftensol,
vugget av bølger og måneskin, ledsaget av fløjte og sagte sang,
ændt bedrøveligere; ti hun grep ham med begge sine hænder,
løftet ham, og ret av hjærtens fylle rundjulte ham, rodde derpå
tilbake til byen og gik over fjællene med det samme.
Han var sejlt ut som en forælsket yngling, der er på vej at
erobre sin mandom, han rodde hjæm igjæn som en olding der
ingen mandom har hat. Kun én erindring ejde hans liv, og den
hadde han dårlig tapt; kun ett sted i værden hadde han at ta
tilbake til, og dit turde han ikke mere komme. I grubleriet over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
