Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 15
— hun turde aldrig sige annet æn sanhed. — „Hvem taler du om,
barn?" — „Om Pedro Ohlsen, han er efter mig med et stort
gevær, han vil skyte mig!" — „Pedro Ohlsen!" raste moren og
lo, hun var blet så stor. Barnet tok på at gråte og vilde fly.
Men moren sprang over henne, de hvite tænners rovlyst lyste,
hun grep henne ved skuldrene og lettet henne: „Sa du ham
hvem du var?" — „Ja, ja, ja, ja!" Barnet holdt hænderne bedende
op. Da rejste moren sig i hele sin størrelse: „Så han fik det at
vite! — Hvad sa han?" — „Han løp in efter et gevær, han vilde
skyte mig." — „Han skyte dig!" lo hun i høj hån. — Barnet
hadde forskræmt og overstænket av suppe sneget sig hen i kroken,
stod og tørret sig og gråt, da moren atter kom. „Dersom du går
til ham," sa hun og tok og rystet henne, „eller taler med ham,
eller hører på ham, så Gud hjælpe både ham og dig! — Sig
ham det fra mig!" gjæntok hun truende, da barnet ikke straks
svarte. — „Ja, ja, ja, ja!"— „Sig ham det fra mig!" gjæntog hun
så ænnu engang, men sagte og nikkende til hvært ord, idet
hun gik.
Barnet vasket sig, byttet og satte sig i sine søndagsklær uten-
for på trappen. Men som hun husket forfærdelsen hun hadde
været i, hikket gråten op igjæn. — „Hvad gråter du for, barn?"
spurte en stemme, så venlig som ingen hun før hadde hørt. Hun
så op: foran henne stod en fintbygget mann med højt ansigt og
briller. Hun stod straks op; ti han var Hans Ødegård, en ung
mann, for hvem hele byen rejste sig. „Hvad gråter du for, barn?"
Hun så på ham og sa at hun hadde villet ta æpler av Pedro
Ohlsens have sammen med „nogen andre gutter"; men så var
Pedro og politibetjenten kommet, og så — hun husket at moren
hadde gjort henne usikker på hint med skytningen, så hun turde
ikke fortælle det; men hun gav et langt suk i vederlag. „Er det
muligt," sa han, „at et barn i din alder kan være med at gjøre
en så stor synd?" Petra så på ham; hun hadde nok visst det
var synd, men hun hadde altid hørt den forkynt på følgende måte:
„Din helvedes unge, din sortkrøllede satan!" Nu blev hun skam-
full. — „At du ikke går på skole og lærer Guds bud til os, om
hvad der er godt og ondt!" Hun stod og strøk på kjolen, og
svarte at mor vilde ikke hun skulde gå på skole. — „Du kan
måske ikke engang læse?" Jo, læse kunde hun. Han tok op en
liten bok og gav henne. Hun så i den, vændte den og så utenpå
den; „jeg kan ikke læse så fin stil," sa hun. Men hun måtte til,
og blev med ett inderlig dum; øjne og munn hang, alle lemmer
slappedes: „G-u-d Gud H-e-r Gud Herren s-a-g, Gud Herren sagde
til M-M-" — „Men bevar os, kan du ænnu ikke læse! Og du er
et barn på 10-12 år. Vil du ikke gjærne lære at læse?" Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
