Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 33
hvorav der er mange; men jeg vil ha det visst, så ingen tør un-
skylle sig, men ta sig i agt for mig. Du kan nok få en likere
æn mig, for du kan få hvem du vil; men du kan aldrig få en
troere, og det er mig. Nu vil jeg slutte, for jeg har brukt op to
ark, og bokstaverne blir så store; ti det er det værste jeg gjør,
men jeg gjør det allikevel, når du vil det. Og så vil jeg til slut
sige dig at det var vel alvorligt; for var det ikke alvorligt, så var
det stor synd og kan bli til ulykke for mange.
Gunnar Ask,
Understyrmann på briggen: „Den norske Grundlov".
En stor frygt overvældet henne, hun var i et nu kommet op
av sengen og påklædd. Hun måtte ut, som gaves der ensteds et
råd; ti alt var blet uklart, usikkert, farligt. Jo mere hun tænkte,
jo mere løp tråden i floke for henne, én måtte hjælpe at rede,
eller hun kom ikke løs! Men hvem turde hun tro sig til? Det
kunde ingen annen bli æn moren. Da hun efter lang kamp stod
i kjøkkenet hos henne, rædd, gråtfull, men stærk i at ville være
fullt fortrolig, for at få full hjælp, sa moren uten at vænde sig og
derfor uten at lægge mærke til Petras ansigt: „Nu har han været
her; — han er kommet hjæm igjæn." — „Hvem?" hvisket Petra
og holdt sig fast; ti var Gunnar alt nu kommet, så var også alt
håb væltet. Hun kjænte Gunnar; han var tung og godmodig, men,
en gang i vrede, blev han avsindig. „Du skal straks komme der-
hen," sa han. „Derhen?" skalv Petra, hun forstod øjeblikkelig,
at så hadde han alt sagt det til sin mor, og hvad vilde så ske?
— „Ja, til præstegården," sa moren. — „Til præstegården?— Er
det Ødegård som er kommet hjæm?" — Moren vændte sig nu
imot henne: „Ja, hvem ellers?" — „Ødegård!" jublet Petra, og
glædens storm jog luften ren i et blink; „Ødegård er kommet,
Ødegård, å, Gud i himmelen, han er kommet!" hun var ute av
døren og opover markerne. Hun stormet frem, hun lo, ropte højt;
det var ham, ham, hun trængte til; hadde han været hjæmme,
var intet ondt skedd! Hos ham var hun trygg; blot hun tænkte
på hans høje, lyse åsyn, hans milde stemme, ja på de stille, bil-
edrike værelser hvori han bodde, kom hun i fredeligere takt og
følte sikkerhed igjæn. Hun gav sig stunder og samlet sig. Det
strålte over by og landskap i den fallende høstkvæll, især lå fjorden
i en mægtig glans; derute i sundet hvirvlet den siste røk væk av
det dampskib som hadde bragt Ødegård. Å, blot at vite han var
hjæmme igjæn, gjorde henne god, hel, dygtig; hun bad Gud om
at hjælpe, så Ødegård aldrig måtte slippe henne mere. Og just
som hun var løftet i dette håb, ser hun ham komme smilende imot
Bjørnson: Samlede værker. II. 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
