Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 FISKERJÆNTEN
for sig selv, „jeg kan ikke, jeg har ikke kall til det. Derfor skal
ingen hjælpe mig, alt skal gå i stykker for mig, alt." Han kunde
ikke mere, hans hode lå i hans højre hånd, den venstre hang
slap ned; han så ut som kunde han ikke røre sig — og således
blev han sittende, og han sa intet. Da følte han noget varmt på
sin nedhængende hånd, og for skræmt sammen; det var Petras
ånde; hun lå med bøjd hode på knæ ved siden av ham, nu
foldet hun hænderne, og så med den usigeligste bøn om barm-
hjærtighed op på ham; han så ned på henne igjæn, og ingen veg
med sit blik. Da løftet han hånden avværgende imot henne, som
følte han ved dette blik en overtalelsens stemme i sit indre, han
ikke vilde høre, og hurtig, hæftig bøjde han sig efter sin hat som
var fallt av, og ilte mot døren. Men ænnu hurtigere var hun i
vejen for ham, kastet sig ned, klamret sig om hans knæ og
naglet sine øjne i hans, altsammen uten en lyd; men han både
så og følte hun kjæmpet for livet. Da blev hans gamle kjærlighed
for stærk; han så på henne ænnu en gang med et fullt, men
smærteligt blik, han omfattet hennes hode med begge sine hænder.
Men det gråt og sang i hans bryst likesom i orglet efter det siste
utdrag, når der vel er luft igjæn, men ikke mere tone. Så drog
han hænderne tilbake, og på en sådan måte, at hun måtte føle
hvad han tænkte derved: det var for bestandig. „Nej, nej! — Du
kan hengi dig; men du kan ikke ælske!" Han overvældedes:
„Ulykkelige barn, din fremtid kan jeg ikke råde; Gud tilgi dig, at
du har ødelagt min!" Han gik forbi henne, hun rørte sig ikke;
han lukket døren op og lukket den igjæn, hun sa intet; — hun
hørte ham i trappen, hun hørte hans siste skridt på stenhællen og
nedad vejen — da fik hun forløsning, hun slog ut i et skrik, et
eneste ett; men på det kom moren.
Da Petra blev sig selv mægtig, fant hun sig liggende i sin seng,
avklædd og vel plejet, men foran henne sat moren med armene
på sine knær, hodet i begge hænder og sine ildøjne fæstet på dat-
teren. „Har du nu læst nok med ham?" spurte hun. „Har du nu
lært noget? ... Hvad er det du nu skal bli?" Den annen svarte
med et utbrudd av gråt. Længe, meget længe sat moren, hørte
på dette og sa så med en egen højtidelighed: „Herren, han
inderlig fordømme ham!" — Datteren for op: „Mor, mor! Ikke
ham, ikke ham, men mig, mig — ikke ham!" — „Å, jeg kjænner
pakket! Jeg vet hvem der skal ha det!" — „Nej, mor, han er
bedraget, og det av mig, — det er mig som har bedraget ham!"
— Hun fortalte det skyndsomt og hulkende altsammen; han måtte
ikke et øjeblik være mistænkt, hun fortalte om Gunnar, hvad hun
hadde bedt ham om og ikke rigtig forståt sig på, dernæst om
Yngve Volds ulykkelige gullkjæde som hadde viklet henne in, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
