Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 39
så om Ødegård, at hun hadde glæmt det altsammen, da hun så
ham. Hun forstod ikke hvorledes det var gåt til, men at det var
en uhyre synd imot dem alle, og især mot ham, som hadde tat
henne op og git henne alt hvad et menneske kan gi et annet, det
forstod hun. Efter at ha hensittet i lang taushed svarte moren:
— „Og imot mig er det ingen synd? Hvor har jeg været i al
denne tid, at du ikke har sagt et ord til mig?" — „Å mor, hjælp
mig, vær ikke hård imot mig nu; jeg føler det, at jeg skal bøte
for det, så længe jeg lever; men derfor vil jeg også be Gud om
snart at måtte få dø! — Kjære, kjære Gud," begynte hun straks,
idet hun foldet hænderne op imot ham, „kjære, kjære Gud, hør
mig, jeg har allerede forspildt livet; det har ikke mere for mig,
jeg er ikke så’n jeg kan leve, jeg forstår ikke livet, kjære Gud,
lad mig så få dø!" — Der var en slik gripende inderlighed i bøn-
nen, at Gunlaug som alt hadde hat hårde ord oppe, svælgte
dem og la sin hånd henover datterens arm, for at bøje den ned
fra denne bøn: „Styr dit sinn, barn, frist ikke; vi må nok leve,
fordi om det svier." Hun rejste sig, og hun satte aldrig sin fot
oftere på kvistværelset.
Ødegård var fallt i en sygdom der så ut til at bli farlig. Under
denne flyttet hans gamle far op til ham, tok sit studerværelse
ved siden av, og sa til alle som bad ham spare sig, at det
kunde han ikke; hans gjærning var at våke over sønnen,
hvær gang sønnen tapte nogen av dem som han ælsket højere
æn sin far.
Således stod det, og nu kom Gunnar hjæm!
Han skræmte mest livet av sin mor ved at vise sig længe før
skibet han for med; hun trodde det var hans gjænfærd, og ikke
stort likere gik det hans kjænninger. På alle undrende spørsmål
gav han kun dårligt svar. Man fik dog straks bedre, ti ænnu
samme dag han kom, blev han jaget ut av Gunlaugs hus, og det
av henne selv. På trappen skrek hun efter ham, så det drønet
ned igjænnem hulvejen: „Kom ikke mere hit, vi har fåt nok av
det slag nu!" Han var ikke nådd langt, før en jænte satte efter
ham med en pakke; jænten hadde én til, men gav nu fejl, og
Gunnar fant i sin en stor gullkjæde; han stod og vejde på den
og så på den; ikke hadde han før forståt Gunlaugs raseri, men
ænnu mindre forstod han nu hvorfor hun sendte ham en gull-
kjæde. Han ropte jænten tilbake; hun måtte vel ha git fejl, og
hun spurte, idet hun gav ham den annen pakke, om det da var
denne. Pakken viste sig at inneholde hans gaver til Petra. Jo,
den var det nok; men hvem skulde så ha gullkjæden? Det skulde
kjøbmann Vold, svarte jænten og gik med den. Gunnar stod igjæn
og tænkte: „Kjøbmann Vold? gir han foræringer? Det er altså
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
