Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 43
hennes hjælpeløshed. Hun lyttet efter morens skridt nedenunder,
men hun hørte dem ikke, hun skalv for at høre henne på trap-
perne, men hun kom ikke. Jænten som gik der, måtte vel være
løpet sin vej; ti der kom ingen op med mat. Selv våget hun ikke
at gå ned, heller ikke at gå til vinduet; ti der kunde stå nogen
utenfor og vænte på henne. Den ituslagne rute gav kulde in om
morgenen, og ænnu mere da det atter blev kvæll. Hun hadde
pakket sammen en liten bylt med klær, og hun hadde klædd sig
godt på for at være færdig. Men hun måtte vænte på den rasende
hop, og gjænnemgå hvad der vilde komme.
Der var de igjæn! Pipingen, ropene, kastene, værre, langt
værre æn forrige kvæll; hun krøp i sin krok, foldet sine hænder
og bad og bad. Blot ikke mor gik ut til dem, blot de ikke brøt
in! Da begynte de at synge, det var en smædevise, og skjønt
hvært ord skar henne med kniv, så måtte hun dog høre og lytte;
men straks hun fattet at moren var blandet in med, at de hadde
gjort sig skyldige i en så skammelig uretfærdighed, da rejste hun
sig op; da styrtet hun frem, hun vilde tale ut til det fejge pak
eller kaste sig ned over dem;— men en sten og nok en sten og
så en hel hagl fløj gjænnem vinduet, glasstumperne singlet, stenene
drev rundt i rummet, og hun krøp atter bak. Hun svedte, som
stod hun i den heteste sol; men hun gråt ikke længer og var ikke
længer rædd.
Efterhånden sagtnet larmen; hun våget sig frem, og så snart
hun intet hørte, vilde hun til vinduet for at se; men hun trådte
på glasstumperne og gik tilbake, hun trådte så på stenene og stod
stille, forat det ikke skulde høres; ti nu gallt det at liste bort.
Efter at ha væntet ænnu en god halv time, drog hun sine sko av,
tok bylten og åpnet sagte døren. Atter væntet hun en fem mi-
nutter, og så gik hun stille nedad trapperne. Hun kjænte smærten
ved, efter at ha forvoldt sin mor denne sorg, at måtte forlate
henne uten avsked; men rædselen jog videre. „Farvel, mor! Far-
vel, mor!" hvisket hun til sig selv for hvært skridt hun gjorde i
trappen. „Farvel, mor!" — Hun stod nede, drog pusten tungt et
par ganger for at få luft, og så mot gangdøren! Da grep en henne
i armen bakfra, hun gav et let skrik og vændte sig, det var moren.
Gunlaug hadde hørt døren åpnes, forstod straks hvad hun vilde,
og væntet på henne her. Petra følte at hun ikke kunde komme
henne forbi uten kamp. Forklaring vilde ikke nytte; hvad ord
hun æn fant, de vilde ikke bli trodd. Vel, så fik hun kjæmpe,
intet i værden var værre æn det værste, og det hadde hun nu
oplevet. Moren spurte sagte: „Hvor skal du hen?" Hun svarte
likeså sagte med bankende bryst: „Jeg vil fly!" — „Hvorhen vil
du fly?" — „Det vet jeg ikke; — men jeg vil bort herfra!" — Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
