Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 45
Pedros værelse på den annen side. Værelset var lite og lavt, en
ejendommelig innestængt luft slog dem i møte, og gav Petra
kvalme; hun hadde jo nu i over et døgn hverken spist eller
sovet. Midt under loftet hang et bur med en kanarifugl i; man
måtte gå rundt for ikke at støte til det. De gamle, tunge stoler,
et svært bord, et par store bondeskap som nådde taket, trykte
alt ned, så det blev ænnu mindre. På bordet lå noter og en
fløjte over dem. Pedro Ohlsen slæpte om i de store støvler, som
hadde han noget at gjøre; en svak stemme lød fra bakværelset:
„Hvem er det? — Hvem er inne?" — hvorpå han gik ænnu
snarere rundt, idet han mumlet: „Å, det er .. hm, hm ... det
er .. hm, hm" og derpå in hvor stemmen kom fra.
Gunlaug sat ved vinduet med begge albuer på knærne og hodet
i sine hænder, stirrende ned i sanden som var strødd over gulvet;
hun talte ikke, men hun drog stundom et tungt suk. Petra stod
ved døren med sammenslåede ben og med begge hænder over
brystet; ti hun følte sig syk. Et gammelt slagur hakket tiden i
sønder, talglyset på bordet stod og rant med lang tanne. Men
moren vilde gi en grunn for deres ophold her og sa: „Jeg har
kjænt denne mann engang."
Ikke flere ord og intet svar. Pedro vedblev at være borte, lyset
rant sørgelig, og uret hakket. Kvalmen tok Petra mere og mere,
og derigjænnem suste uophørlig morens: „Jeg har kjænt denne
mann engang!" — Uret fik fat i det og begynte at gå med det:
„Jeg-har-kjænt-denne-mann-en-gang." Siden, hvorsomhelst hun
møtte inneklæmt luft, stod stuen for henne med en minnelse av
kvalme og urets: „Jeg-har-kjænt-denne-mann-en-gang." Hun kom
aldrig ombord i et dampskib til oljelugten, til stanken av det råtne
sjøvand under kahytgulvet, til matdampen, før hun straks blev
sjøsyk, og idelig gjænnem sjøsyken ved nat, ved dag så stuen og
hørte urets: „Jeg-har-kjænt-denne-mann-en-gang."
Da Pedro kom in igjæn, hadde han fåt en ullen hue på og en
gammeldags, stiv kappe slåt op over ørene. „Ja, jeg er færdig,"
sa han og drog votter på; det var som han skulde ut i den tyk-
keste vinter. „Men vi må ikke glæmme" — han vændte sig —
„kappen til . . til . ." han så på Petra og fra henne på Gunlaug,
som tok en blå kavaj der hang over en stolrygg, og hjalp nu
Petra den på; men da den kom henne under næsen, var det
stuens lugt i sådan styrke, at hun bad om frisk luft; moren så
hun fik ondt, lukket op og lejde henne ilsomt ut i haven. Her
drak hun i den friske nat nogen fulle, lange drag av den klare
høstluft. „Hvor skal jeg hen?" spurte hun, da hun begynte at
komme sig. „Til Bergen," svarte moren og hjalp henne med at
knappe frakken; „det er en stor by hvor ingen kjænner dig."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
