Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
døren var hel, at røken slog op av pipen. Jo, det var sant! Der
sat hun igjæn! — Man kravlet op på den annen side av hulvejen
for at se bedre; hun sat foran bakstehællen, hun så ikke op eller
ut, øjet fulgte hånden, og hånden arbejdet; ti hun var kommet
tilbake, for at tjene in igjæn hvad hun hadde tapt, og først de
100 spd. hun skyllte Pedro Ohlsen. I begynnelsen lot man det
bli med således at se in på henne; man turde længe ikke gå in
for sin onde samvittighed. Men efterhånden kom de — først hus-
mødrene, de venlige, de gode; de fik dog ingen lejlighed til at
tale om annet æn forretninger med henne; ti Gunlaug hørte ikke
annet. Så kom fiskerne, så kjøbmænnene og skipperne for at
hyre folk og få vedkommendes skuddsmål, — og ændelig den første
søndag sjømænnene. Det måtte være efter avtale; ti ut på kvællen
blev huset med én gang så overfyllt, at ikke alene begge stuer
optoges, men de bord og stoler som om sommeren stod i haven,
måtte tages frem og sættes op i gangen, i kjøkkenet, i bakværelset.
Ingen som så denne forsamling, skulde ane med hvilke følelser
disse folk sat der; ti Gunlaug hadde tat sin tause kommando over
dem, i samme stund de atter trådte over hennes tærskel, og den
brede sikkerhed hvormed hun gav hvær sit, bøjde ned hvært vel-
kommen, hvært spørsmål. Hun var den samme; kun var hennes
hår ikke længer sort, og hennes færd noget mere stille. Men da
sjøfolkene tok på at bli glade, kunde de ikke længer dy sig, og
der blev nu, hvær gang hun og jænten var ute, tilropt Knut båts-
mann, som altid hadde været hennes yndling, at han skulde
drikke hennes skål, når hun kom in igjæn. Heller ikke han fik
mot til det, før han blev noget varmere i hodet; så ændelig, da
hun kom in for at sanke tomme flasker og glas isammen, rejste
han sig og sa, „at det var bra hun var kommet igjæn. For det
var rigtignok visst, at — at det var bra hun var kommet igjæn!"
Dette syntes dem vel talt; de rejste sig og ropte: „Ja, det var
bra!" og de i gangen og de i kjøkkenet og de i de andre rum
rejste sig også og brøt in og istemte det, og båtsmannen gav henne
glas og ropte hurra, og så ropte de nogen hurra, så taket kunde
løftes og fare villt i skyerne. Snart forkynte en at de hadde gjort
henne skammelig uret, så bante en annen på det samme, og snart
bante og fordømte hele huset sig på, at de hadde tilføjet henne
den skammeligste uret. Da der ændelig blev stillhed, fordi de
længtes efter et ord fra henne selv, så sa Gunlaug at de skulde
ha så mange takk; „men," fortsatte hun, idet hun videre samlet
de tomme glas og flasker ihop,— „så længe jeg ikke siger noget
derom, så behøver vel heller ikke I." Hun gik ut, da hun hadde
samlet hvad hun kunde bære, og kom atter in efter resten. Men
fra denne stund var hennes magt ubrødelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
