Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56 FISKERJÆNTEN
sig op over frygt og smærte, hun rejste sig med smil til alle, de
var brødre og søstre; det onde som adskiller, var ikke til, det lå
knust under tordenen. Man lo tilbake til henne; det var jo henne
som hadde været halvgal under komedien; — men hun så ikke
annet i deres smil æn gjænskin av den sejer hun selv bar. I den
tro at de smilte i samfund med henne, smilte hun så strålende
tilbake, at de måtte smile med hennes smil; hun skred ned ad
de brede trapper mellem to vigende rækker, der gav glæde til-
bake av hennes glæde, og Skjønhed av den Skjønhed der lyste
over henne. Strålerne i vort indre kan undertiden bli så stærke,
at vi gir alt klarhed om os, skjønt vi selv ikke kan se. Dette er
værdens største triumftog, at mældes, bæres og følges av sine
egne lysende tanker.
Da hun uten at vite derav var kommet hjæm, spurte hun hvad
dette dog hadde været. Der var flere tilstede som kunde forstå
henne og gi hjælpende svar. Og da hun hadde fåt sikker besked
om hvad skuespill var og store skuespillere ævnet, da rejste hun
sig og sa: „Dette er det største på jorden, dette vil jeg være."
Til deres forundring tok hun på sig og gik ut igjæn; hun måtte
være alene og i det frie. Hun gik bort fra byen og i stærk vind
ut på den nærliggende pynt. Der larmet sjøen opunder, men byen
lå på begge sider av bugten i en lyståke, bak hvilken de utallige
enkelte blink arbejdet sammen uten at kunne mere æn gjænnem-
lyse floret, de kunde ikke løfte. Dette blev hennes sjæls billede.
Det store dunkle under hennes føtter gav i sin dumpe larm varsel
fra et uigjænnemtrængeligt dyp; det gallt at synke ditned, eller at
være med og prøve at lyse. Hun spurte sig selv, hvorfor hun
aldrig før hadde følt disse tanker, og hun svarte sig selv, at det
var fordi kun øjeblikkene hadde magt i henne; men så følte hun
også at hun hadde magt i dem. Hun så det nu: likeså mange
øjeblik vilde der gives henne som der hist var tindrende blink,
og hun bad Gud om at få gjøre fyldest i dem alle, så han ikke
hadde tændt noget forgjæves. Hun rejste sig, fordi der gik isnende
vind; hun var ikke længe borte, men da hun gik hjæm igjæn,
visste hun hvorhen hun gik.
Den næste dag stod hun utenfor direktørens dør. Et stort skjæn-
deri lød innefra; den ene stemme syntes henne at ha likhed med
ælskerindens fra igår, den gik rigtignok nu i en annen toneart,
men den kunde dog bringe Petra til at bæve. Hun væntet længe;
da det aldrig vilde høre op, banket hun på. „Kom in!" skrek en
meget vred herrestemme, — „å!" hvinte en damestemme, og idet
Petra åpnet, så hun den flygtende skræk av et opløst hår og en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
