Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syvende kapitel - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
døren, storhulkende ned ad trapperne og ut på gaten. Hun løp
og gråt frem igjænnem mængden, men en dame som ved højlys
dag løp og gråt på gaten, gjorde, som tænkeligt, stor opsigt. Folk
stanste, smågutter løp efter, og snart fulgte flere; Petra hørte i
denne susen bak sig dønninger efter hine nætter på kvistværelset,
hun husket ansigterne i luften og løp. Men erindringen vokste for
hvært skridt, likesom larmen bak henne, og da hun hadde nådd
huset og slåt gatedøren i, nådd værelset og stængt efter sig, måtte
hun kaste sig i en krok og værge sig mot ansigterne; hun slog
dem tilbake med hænder, med trusler, sank så uttømt sammen
og fik stillere gråt — og var frælst.
Samme eftermiddag henimot kvællen rejste hun fra Bergen in
igjænnem landet. Hun visste ikke selv hvorhen, men hun vilde
dit hvor hun ikke var kjænt. Hun sat i en kariol med sin kiste
spænt bakpå og en skyssgut oppe på den; det øsregnet, hun sat
sammenkrøpen under en stor regnhat og så bange opunder mot
fjællet, derpå ned igjæn mot styrtningen ved hennes side. Skogen
foran var en rugende tåkemasse, hvori det spøkte; i næste øjeblik
skulde hun derin, men tåken veg bestandig, efter hvært som hun
drog imot den. Et mægtigt drøn der altid blev stærkere, øket
følelsen av at hun færdedes i en hemmelighedsfull kreds, hvor alt
hadde sin egen tydning og dunkle sammenhæng, og hvor men-
nesket blot var en rædd gjænnemrejsende, der måtte se om han
kunde komme videre. Drønet kom fra flere fosser, der i regn-
vejret var vokset op til kjæmper, og nu kastet sig støtvis fra
fremspring til fremspring med uhyre bulder. Der vejen skulde
frem, var smale broer over; hun så det koke nedenunder i hul-
ningerne. Snart gik det i krumning og slyngning nedover; hist
og her lå en enkelt opdyrket flække, nogen torvtækte hus stod
sammen; så atter opad mot skogen og duren. Hun var våt, og
hun frøs, men hun vilde videre, så længe det var dag, videre og-
så den næste dag, altid dypere in, til hun fant et sted hun turde
tro sig til. Dertil vilde han selv hjælpe henne, han, den almæg-
tige, som nu styrte gjænnem mørket og uvejret.
OTTENDE KAPITEL
Et mildt efterår kan undertiden nætop inne mellem fjællene i
Bergens stift, hvor der er lunt og frugtbart, gi halve sommerdager
langt ut på høsten. Da slipper man en stund midt om dagen atter
buskapen på marken, selv om den allerede var insat på vinter-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
