Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hundene og bjællerne; men nu så begge damer hen til ham, og
med gjeterne omkring sig kom de mot trappen. En gjætergut
måtte på tegn av provsten jage kjørne væk. Signe, hans datter,
ropte, — og Petra måtte lægge mærke til hennes stemmes vellyd
—: „Far, her er en rejsende dame som gjærne vilde hvile ut hos
os en dags tid." — „Hun skal være velkommen!" ropte provsten
til svar, gav fatet fra sig og gik in i kontoret like ved siden av
til højre, formodentlig for at vaske og fli sig. Petra fulgte frø-
kenen in i gangen som egentlig var en forstue, så lys og bred
var den; gutten blev klareret, hennes tøj inbåret, hun selv gjorde
i et sideværelse like mot kontoret litt omklædning, og gik derpå
ut igjæn i gangen, for at føres videre frem i dagligstuen.
Hvilket lyst, stort værelse! Næsten hele væggen ut mot haven
var vinduer, det midterste fag tillike dør til haven. Vinduerne var
brede, høje, og løp næsten helt til gulvet; men de var opfyllt av
blomster; blomster stod på forhøjningerne helt frem over gulvet,
blomster stod i vinduskarmene tillike, og istedenfor gardiner flættet
vedbend nedover fra to små blomsterhækker højt oppi karmen.
Da der nu stod busker eller blomster utenfor, både under, ved
siden av og op efter muren, ændelig foran henne på plænen, så
var det som at træ in i et drivhus, bygd midt i haven. Og dog
hadde man ikke været i dette værelse et øjeblik, før blomsterne
ikke såes; men kirken, frit liggende på en høj til højre, var
det som såes, og det blånende vand som optok dens billede, og
strømmet skinnende så langt bort imellem fjællene at man ikke
visste, om det var en indsjø eller arm av havet som buet in. Og
så selve disse fjæll! Intet enkelt, men kjæder av fjæll, den ene
vældige rygg bestandig bakenom den annen, som var her det be-
boddes grænse!
Da Petra atter drog øjet til sig, var alt i stuen blet viet av
synet derute; det stod rent og let og gav blomsterramme om et
storladent maleri. Hun følte sig omgit av noget usynligt der gav
agt på hennes adfærd, ja tanker; hun gik undersøkende omkring,
uten at vite derav, og rørte ved tingene. Da så hun over sofaen
på den lange vægg mot lyset et portræt i legemsstørrelse av en
dame der smilte ned på henne. Hun sat med hodet litt på hæld
og med foldede hænder, hun hadde den højre arm lænet på en
bok hvis bakside med tydelige bokstaver bar inskriften: Søndags-
bok. Lyshåret, skjærhudet skinte hun ned, og gav alt det søn-
dagsro som hun skinte på. Smilet var alvor, men alvoret var
hengivenhed. Hun syntes at kunne dra til sig alle i kjærlighed;
ti hun syntes at forstå alt, fordi hun så i alting kun det gode.
Hennes ansigt bar præg av svakelighed, men denne svakhed måtte
være hennes styrke; ti der var visst ikke det menneske til som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
