Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 63
mann gjænta sin begjæring; ti han så Stræng ut. „De vil bli her?"
spurte han, og hun fik et stort, lyst sideblik. Skrækken gav hennes
stemme noget bævende: „Jeg har ingensteds at ta hen." — „Hvor
er De fra?" Petra nævnte sagte byen og sit eget navn. „Hvor-
ledes er De kommet her?" — „Jeg vet ikke .... jeg søker ....
jeg vil betale for mig .. jeg .. ja, jeg vet ikke;" hun vændte sig
og kunde en stund ikke mere; men tok atter mot og sa: „Jeg
skal gjøre alt I ber mig om, bare jeg får være her og slippe for
at rejse længer .... og slippe for at be én gang til." Datteren
var fulgt in, men var stanset ved kakkelovnen, hvor hun uten at
se op stod og fingret i de tørre roser, dér lå. Provsten svarte
ikke; man hørte kun smællene av hans pipe, mens han så av-
vækslende på henne, datteren og portrættet. Nu kan den samme
ting gi forskjellige intryk; ti mens Petra bad at portrættet måtte
ingi ham overbærenhed, syntes han det hvisket: „Beskyt vort
barn; tag ingen ukjænt in til henne!" — Han vændte sig med et
skarpt sideblik til Petra: — „Nej — De kan ikke være her!"
Petra blev blek, drog et hæftigt, dypt suk, så usikkert omkring
sig — og styrtet in i et sideværelse hvortil døren stod halvåpen,
kastet sig der ned over et bord, og hengav sig fullt ut til sin
smærte og skuffelse! — Far og datter så på hinannen; denne
mangel på levemåte, uten videre at storme in i et annet værelse
og der sætte sig for sig selv, hadde kun sidestykke i den adfærd
at komme in fra landevejen, be om at få bli der og gi sig til at
tutskråle, så snart hun ikke fik. Provsten gik efter henne, ikke
for at tale til henne, men tværtom for at lukke døren til bak
henne. Han kom ganske rød tilbake, og sa sagte til datteren som
ænnu stod ved ovnen: „Har du set make til fruentimmer? —
Hvem er det? — Hvad vil hun?" — Datteren svarte ikke straks;
men da det skedde, var det ænnu sagtere æn faren: „Hun bærer
sig bakvændt ad; men der er noget særsynt ved henne." —
Provsten gik op og ned og så mot døren; ændelig stanste han og
hvisket: „Hun kan ikke være ved sin fulle forstand!" — og da
Signe ikke svarte, kom han nærmere og gjæntok mere bestemt:
„Hun er gal, Signe, halvtosset, det er det særsynte ved henne."
Han gav sig atter til at gå, han kom i andre tanker, han hadde
næsten glæmt hvad han sist sa, da datteren ændelig svarte hvi-
skende: „Det tror jeg dog ikke; men hun er visst meget ulykke-
lig," hun bøjde sig ned over de tørre roser som hun ænnu
fingret i. Stemmens klang så vel som bevægelsen vilde for en
annen intet påfallende ha; men faren blev straks forandret, gik
nogen ganger op og ned, seende på portrættet, og sa ændelig,
men ganske sagte: „Mener du, fordi hun ser ulykkelig ut. ...
at mor vilde ha bedt henne bli?" „Mor vilde ikke ha svart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
