Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64 FISKERJÆNTEN
før om nogen dager," hvisket datteren og bøjde sig ænnu dypere
over roserne. Den sagteste erindring om henne deroppe kunde,
når datteren bredte den således ut, få hint hårrike løvehode til at
bli mykt som et lams. Han følte straks sanheden, han stod som
en skolegut der er grepet i fusk; han glæmte at dampe og at gå,
og langt om længe hvisket han: „Skulde jeg be henne bli i nogen
dager?" — „Du har jo nu svart." — „Ja, men ett er at opta
henne, et annet at la henne være her i nogen dager." — Signe
syntes også tænke sig om, sa ændelig: „Du får gjøre som du
synes."
Provsten vilde nok prøve forslaget ænnu nøjere, idet han atter
gik op og ned nogen ganger og røkte stærkt. Ændelig stanste han:
„Vil du gå in, eller skal jeg?" — „Det gjør visst mest godt når
du går," sa datteren og så mildt op.
Han var just i færd med at ta i låsen, da en smællende latter
lød innefra — atter stillt, og derpå et helt brak av latter. — Prov-
sten som var veget tilbake, for atter frem, og datteren efter; ti
hun derinne måtte være blet syk.
Da døren var åpnet, så de Petra sitte hvor hun hadde sat sig,
og foran henne en opslåt bok som hun hadde kastet sig over
uten at vite derav. Hennes tårer hadde trillet på dens blad; hun
så det og vilde tørre dem bort, da hun blev var et uttryk av det
saftige slag som hun husket fra sin gatetid, men som hun aldrig
hadde trodd at nogen bok turde ta i sin munn. Ganske forfærdet
glæmte hun at gråte, men stirret ned i boken — hvad kunde dette
dog være for galskap! — hun læste med åpen munn, det blev
bare værre og værre, så grovt, men så uimotståelig morsomt, at
det var umuligt annet, hun måtte læse mere; hun læste, til hun
intet annet sanste, hun læste sig fra både sorg og sut, både stund
og sted — hos gamle fader Holberg; ti ham var det! Hun lo,
hun skoggerlo — selv nu, da provsten og hans datter stod over
henne, så hun ikke deres alvor, husket ikke sit ærend, men lo
og spurte: „Hvad er det, hvad i al værden er det?" hun slog selv
op titelbladet.
Da blegnet hun, så op på dem og ned igjæn i boken på de
kjænte slyngninger; — der er ting der træffer hjærtet som en kule,
ting man trodde at være flygtet hundre mil ifra, men ser like
foran sig; — her på første blad stod skrevet: Hans Ødegård.
Rød som blod ropte hun: „Er boken hans? — Kommer han hit?"
hun rejste sig. — „Han har lovet det," svarte Signe, — og nu
husket Petra, at det var en præstefamilie i Bergens stift som han
hadde været sammen med i utlandet, hun var kun rejst i en run-
ding, hun var faret like mot ham. „Kommer han kanske snart?
Er han her kanske?" hun vilde straks fly videre. — „Nej, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
