Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68 FISKERJÆNTEN
alene. Petra holdt i det hele Signe så højt at en mann vilde ha
tat fjærdeparten for stormende ælskov; hun gjorde også ofte Signe
rød. Idet provsten eller Signe hvær kvæll læste højt (Petra var
ikke at formå dertil) hadde de gjænnemgåt den nordiske litteraturs
hoveddigtere, og efterhånden vunnet videre ut i den store litteratur.
De dramatiske værker læstes helst. Nætop som de i kvæll skulde
tænde lamperne for at begynne, kom kjøkkenjænten in og sa, at
der var en ute som hadde en hilsen til Petra. Det viste sig at
være en sjømann fra hennes fødeby; hennes mor hadde pålagt
ham at søke henne, da han skulde på de kanter; han var nu gåt
en mils vej og måtte skynde sig avsted igjæn, da fartøjet skulde
sejle. Petra fulgte ham på vej, hun vilde tale mere med ham;
ti han var en trofast mann som hun kjænte. Aftenen var tem-
melig mørk, der var også mørkt på gården i alle vinduer untagen
i ildhuset, hvor de hadde storvask; på vejen såes intet lys, knapt
nok vejen kunde sees, før månen var istand til at vinne sig op
over fjællene; men hun gik tappert med og in i skogen, skjønt
det skygget styggt mellem granerne. En nyhed hadde især lokket
henne til at følge; sjømannen hadde nemlig fortalt henne at Pedro
Ohlsens mor var død, hvorefter han selv hadde solgt huset og
flyttet op til Gunlaug, hvor han bodde på Petras kvist. Dette var
næsten to år gammelt, men moren hadde ikke nævnt et ord derom.
Nu kunde imidlertid Petra skjønne, hvem det var som skrev
brevene for moren, hvorom hun ofte, men altid forgjæves hadde
spurt henne; ti på hvært brev stod stadig til slut: „og en hilsen
fra den som skriver brevet." Sjømannen hadde i ærend at spørge
hvor længe hun skulde bli i præstegården, og hvad hun videre
vilde foreta sig. Petra svarte på det første, at det visste hun ikke,
og på det annet, at han skulde sige moren: der var bare ett i
værden hun vilde, og fik hun ikke det, blev hun ulykkelig sin
levetid; men for det første kunde hun ikke sige hvad det var.
Mens Petra gik og talte med sjømannen, sat provsten og Signe
tilbake i dagligstuen og talte om henne, i hvem de begge var
inderlig glade. Da kom rådsdrengen in, og efter at ha gjort rede
for dagen, spurte han, om der var nogen av dem som visste av,
at den fremmede jomfru om natten gik ned fra sit kammers og op
igjæn efter en taugstige. Han måtte gjænta det tre ganger, før
nogen av dem forstod hvad han mente; ti han kunde likeså gjærne
ha mældt at hun gik op og ned i månens stråler. Der var mørkt
i stuen, og nu blev det aldeles stillt; ikke engang provstens pipe
hørtes. Ændelig måtte han spørge, og med en viss dump klang
i stemmen: „Hvem har set det?" — „Det har jeg set. Jeg var
oppe og gav hæstene; klokken kunde være omkring ett." — „Hun
gik ned ad en taugstige?" — „Og op igjæn." — Atter lang still-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
