Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 69
hed. Petra hadde værelse ovenpå, i det hjørne som vændte ut
mot inkjørselen; hun var ene deroppe, ingen hadde værelse på
den side uten hun. Her kunde altså ikke være nogen misfor-
ståelse. „Det har vel været i søvne," sa gutten og vilde dra sig
tilbake. — „Men taugstigen kan hun dog ikke ha laget i søvne,"
sa provsten. — „Nej, det var hvad også jeg syntes; derfor tænkte
jeg det var rigtigst at sige det til han far; jeg har ikke sagt det
til nogen annen." — „Er det flere æn dig som har set det?" —
„Nej, men om han far tviler, kan vel taugstigen være vidne;
ligger den ikke deroppe, så har vel jeg set fejl." — Provsten
rejste sig straks. „Far!" bad Signe. — „Kom med lys!" svarte
provsten på en måte som ingen motstand tillot. Signe tændte det
selv; „far!" bad hun én gang til, da hun gav ham det. — „Ja, jeg
er også hennes far, så længe hun er i mit hus; det er min pligt
at se efter." — Provsten gik foran med lyset, Signe, råds-
drengen efter. På det lille værelse var alt i orden; kun lå på
bordet foran sengen en hel række bøker, den ene opslåt ovenpå
den annen. — „Læser hun om natten?" — „Jeg vet ikke; men
hun slukker aldrig sit lys før klokken ett." — Provsten og Signe
så på hinannen; man skiltes på præstegården om kvællen klokken
ti, halv elleve, og man samledes igjæn om morgenen kl. seks, syv.
— „Vet du noget derom?" Signe svarte ikke. Men rådsdrengen
som lå på knæ i kroken og grov, svarte derfra: „Hun er jo ikke
alene." — „Hvad er det du siger?" — „Nej, her er altid nogen
hos henne som taler med henne; ofte er de meget højrøstet;
jeg har hørt henne både be for sig og true. Hun er vel i magten
på en, stakkar!" Signe vændte sig bort, provsten var blet likblek.
„Og her er stigen," sa rådsdrengen videre, han drog den frem
og rejste sig. To klæssnorer var sammenføjet av en tredje,
som slog knute, løp tværtover og slog med en halv alens avstand
atter en knute, og over igjæn, og dette så længe til stigen var
laget. — Man tok den opmærksomt i øjesyn. „Var hun længe
borte?" spurte provsten. — Rådsdrengen så på ham: „Hvorledes
borte?" — „Var hun længe borte, da hun var kommet ned?" —
Signe stod og skalv av kulde og frygt. — „Hun gik ingensteds hen;
hun gik op igjæn." — „Op igjæn? — Hvem gik så bort?" —
Signe gjorde en bevægelse og brast i gråt. — „Der var nok ingen
hos henne den kvæll; det var igår." — „Ingen på stigen altså
uten henne?" — „Nej." — „Og hun gik ned og straks op igjæn?"
— „Ja."
„Hun har altså villet prøve den," sa provsten og drog pusten
likesom litt lettet. — „Ja, før hun lot nogen annen gå den," føjde
rådsdrengen til. — Provsten så på ham: „Så mener du, dette ikke
er den første hun har laget?" — „Nej — hvorledes kunde ellers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
