Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70 FISKERJÆNTEN
folk være kommet op til henne?" — „Er det længe du har visst,
at der kom nogen til henne?" — „Ikke før i vinter, da hun tok
på at bruke lys; det fallt mig ikke før in at gå hitned." Provsten
spurte strængt: „Altså, du har visst det den hele vinter; — hvor-
for har du så ikke før sagt det?" — „Jeg tænkte, det var en av
husets folk der var hos henne; — men da jeg igår nat så henne
på stigen, skjønte jeg først det måtte være andre. Hadde jeg før
skjønt det, hadde jeg også før sagt det." — „Ja, det er klart nok
hun har skuffet os alle!" — Signe så bønlig op. — „Hun burde
vel ikke ligge så langt fra folk," mente rådsdrengen; han viklet
stigen op. — „Hun burde ikke ligge længer nogensteds her i huset,"
sa provsten og gik, de andre efter. Men da han var kommet ned
og hadde sat lyset fra sig på bordet, kom Signe og kastet sig in
til ham .... „Ja, mit barn, dette er en hård skuffelse."
En stund efter sat Signe i sofahjørnet med et lommetørklæ for
sine øjne, provsten hadde tændt sin pipe og gik hurtig op og ned.
Da hørte de skrik i kjøkkenet, fart i trapperne, sprang over gan-
gen ovenpå; de ilte begge ut: der var ild på Petras kammers! Av
lyset var vel fallt en gnist i kroken — ti derfra var ilden kommet —
hadde i et øjeblik dradd sig opover væggtapetet og nådd træværket
om vinduet, da den blev set fra vejen av en fremmed, som straks
hadde løpet in i ildhuset til dem der vasket. Ilden blev snart sluk-
ket; men på landet hvor alt har sin jævne gang år ut og år in,
bringer enhvær avbrytelse sinnene i oprør; ilden er deres største
og farligste fiende, aldrig ute av deres tanker, og når han så
kommer og en nat stikker hodet op av avgrunnen og slikker
fræsende efter rov, skjælver man og finner ikke mere ro i uker,
somme ikke mere i sit liv.
Da nu provsten og datteren stod sammen i dagligstuen efter
dette og hadde fåt lamperne tændt, følte de begge den uhygge
som lå deri, at Petras værelse straks var blet utryddet, og min-
nerne om henne opbrænt. I det samme hørte de Petras klare
stemme spørge og rope; hun sprang trapperne op og ned, løp fra
loft til gang, fra gang til kjøkken, og kom styrtende in med rejse-
klær på: „Gud, mit værelse er brænt!" Ingen svarte, men i
samme fart spurte hun: „Hvem har været der? Når skedde det?
Hvorledes er ilden kommet op?" Provsten sa nu, det var dem
som hadde været der, de hadde søkt efter noget — han så skarpt
på henne. Men Petra yttret ikke minste tegn til at finne dette
underligt, ej heller røbet hun nogensomhelst frygt for hvad de der
kunde ha set. Hun fattet ikke engang mistanke, da Signe ikke så
op fra sit sofahjørne; hun trodde det betydde skræk efter ilde-
branden, spurte uophørlig om hvorledes det var opdaget, slukket,
hvem der var kommet først, og da hun ikke fik rask nok besked,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
