Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 71
for hun ut, som hun var kommet. Hun kom på ny farende in,
hadde nu fåt rejsetøjet halvvejs av sig og fortalte så provsten og
Signe hvorledes det altsammen var gåt til, og at hun selv hadde
set lysningen og løpet så frygtelig, men var nu så glad ved, at det
dog ikke var værre. Hun tok under dette resten av tøjet av sig,
bar det ut og kom atter in og satte sig på sin plass ved bordet,
uavladelig fortællende om hvad denne sa, hin gjorde; gården var
jo vændt op og ned, og det var meget morsomt. Da de andre
vedblev at holde sig tause, klaget hun over at dette hadde øde-
lagt kvællen for dem; ti hun hadde glædet sig så stærkt til
„Romeo og Julie" som de for tiden læste højt, hun hadde nætop
i kvæll villet få Signe til at læse op igjæn den scene som syntes
henne den smukkeste av alle: Romeos avsked fra Julie på bal-
konen. Midt under hennes ordstrøm kom en av pikerne fra ild-
huset, og sa at de manglet klæssnorer; der var en bunt borte.
Petra blev hastig rød og rejste sig: Jeg vet hvor de er; jeg skal
hænte dem," hun gik et par skridt, kom så i hug ildebranden,
stanset, blusset: — ,,Gud, de er visst brænt! de lå inne på mit
værelse!" Signe hadde vændt sig mot henne, provsten tok fullt
sigte fra siden: ,,Hvad bruker du klæssnorer til?" Åndedrættet
drog hastig, han kunde næppe tale. Petra så på ham, hans skræk-
kelige alvor fik henne halvt rædd, men i næste øjeblik fristet det
henne til latter, hun strævde en stund imot, men ved atter at se
på ham brast hun i en sådan hjærtens latter, at hun ikke mere
kunde stanse; — der fantes ikke mere ond samvittighed i den æn
i en rislende bæk. Signe hørte det på klangen, sprang op av
sofaen: ,,Hvad er det, hvad er det?" — Petra vændte sig, lo,
hoppet, dukket og vilde på dør. Men Signe i vejen: ,,Hvad er
det? Petra, sig det!" — Petra gjæmte sig hos henne, som vilde
hun i skjul, men vedblev at le over alle grænser. Nej, således
bærer skyllen sig ikke ad, det kunde provsten nu også skjønne;
— han som stod på sprang midt oppi raseriet, hoppet i stedet
ned i latteren, og Signe efter; intet i værden er mere smittende
æn latter, og især latter som er aldeles ufattelig. De forgjæves
forsøk som snart provsten, snart Signe gjorde på at få at vite
hvad de lo av, øket munterheden til det voldsomme; jænten som
stod og væntet, måtte tilsist også til at skråle med; hun hadde
hin underlige grubelatter med hiving og hejsing; hun følte selv
den passet ikke mellem så fine møbler og mennesker, hvorfor hun
skyndte sig på døren for ret at slippe løs i kjøkkenet. Hun drog
naturligvis smitten med sig dit; snart væltet en hel byge av latter
in fra kjøkkenet, hvor man ænnu mindre visste hvad man lo av,
og dette tændte stuens latter på ny.
Da man tilsist var nær ved at være ødelagt, gjorde Signe et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
