Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 75
Derefter tydelig og klart følgende brev:
Hierte Henrich!
Synes dig ikke, at du og jeg ere de klogeste udi den hele
comoedie? Der giøres os stor fortred, men det vil ikke sige;
jeg e n g r a s s e r e r dig til at gå på m a s c a r a d e med mig i morgen
aften; ti jeg har endnu aldrig været der, og jeg længes efter nogen
rigtige galskaber; her udi huset er det så stille og traurigt.
Du est en stor skielm Henrich — hvor færdes du? for her
sidder
din Pernille.
Ændelig stod med store bokstaver, tydelig og flere ganger op
igjæn, følgende vers hun måtte ha funnet ensteds og nu vilde lære
utenad:
Ak, det store hen mig drager,
i mit bryst det truer, jager.
Høje tanker højt at male,
kræfter for med kraft at tale,
av de dulgte kilder øse,
Loke binde, Balder løse —
dertil hjælp i miskunhed,
du som lagde trangen ned!
Der stod også meget annet, men provsten læste ikke mere.
Altså var det for at bli skuespillerinde hun var kommet i hans
hus og hadde tat undervisning av hans datter. Det var for dette
hemmelige mål hun hvær kvæll så begjærlig hørte dem læse højt
og selv siden lærte utenad. Hun hadde den hele tid narret dem;
ænnu igår, da hun syntes at åbenbare dem alt, skjulte hun noget;
da hun lo som best, løj hun.
Og dette hemmelige mål! Det som provsten ofte i hennes nær-
værelse hadde fordømt, utsmykket hun med Guds kall og våget
at be ham velsigne! Et liv fullt av utvorteshed og forfængelighed,
skinsyke og lidenskabelighed, dovenskap og sanselighed, løgn og
voksende karakterløshed, et liv hvorover alle gribber fløj som
over et åtsel, var det hun længtes at hengi sig til, og bad Gud
at invie! Og til dette liv skulde provsten og hans datter ha hjulpet
henne frem i den stille præstegård under den vakte menigheds
strænge agtpågivenhed.
Da Signe kom in, klar, let som vintermorgenen, for at hilse på
sin far, fant hun kontoret fullt av røk. Likesom dette altid var
et tegn på sinnslidelse, var det et dobbelt så tidlig på morgenen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
