Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 83
Petra sanste intet, før han stod foran henne og holdt hennes
hånd. Han vedblev at holde den, men sa intet, heller ikke hun;
— hun kunde ikke engang rejse sig. Men der kom to tårer tril-
lende ned ad kinnerne, mens hun vedblev at se på ham. Han var
meget blek, ellers ganske rolig og kjærlig; han drog sin hånd ut
igjæn, gik ned over gulvet og siden bort til Signe som var krøpet
in imellem sin mors blomster i det borteste vindu.
Petra længtes efter at være alene, hun drog sig derfor tilbake.
Signe fik travelt i huset, hvorfor provsten og Ødegård satte sig på
kontoret med et glas som den rejsende trængte til. Her fik han
i korthed hvad de siste dager hadde bragt, blev meget tankefull
derved, men yttret intet. De blev også på en egen måte avbrutt.
Foran vinduerne kom to kvinner og tre mænn gående, en efter
en, og provsten så dem næppe, før han sprang op: ,,Der er de
igjæn! — Nu må vi ha tålmod." — In kom først kvinnfolkene, så
mænnene, langsomt, taust. De stilte sig op langs væggen under
bokhylderne og midt imot sofaen, hvor Ødegård sat. Provsten
satte stoler frem og hæntet flere fra stuen; de satte sig også alle
med untagelse av en ung mann, bymæssig klædd, som vægret sig
og blev stående op efter dørkarmen — ikke uten et trossigt ut-
tryk og med begge hænderne i lommen.
Efter en lang taushed, hvori provsten stoppet sin pipe, og Øde-
gård, der ikke røkte, tok dem i øjesyn, begynte ændelig en lys-
lett, blek kone på henved 40 år samtalen. Hennes panne var
temmelig smal; hennes øjne store, men sky; de visste ikke ret
hvor de skulde holde sig. Nu sa hun: ,,Han far holdt en vakker
præken idag, det høvde hvad vi just tænkte på; — for vi på Øj-
garene har i det siste talt meget om fristelse." — Hun sukket; en
mann med et kort, knapt underansigt og et stort, bredt overansigt
sukket også: „Herre, vogt vore veje! Bortvænd mine øjne, at
de ikke ser til forfængelighed!" —Og Else, hun som først hadde
talt, sukket atter og sa: „Herre, hvormed skal en ung holde sin
sti ren, at han går efter dit ord?" — det klang i hennes munn
noget underlig; ti hun var ikke længer ung. Men en middel-
aldrende mann, som sat med hodet på skakke og vugget og vugget,
idet øjenlågene aldrig var rigtig løftet, sa som ut av halvsøvne:
For fristelser og satans stød
ej nogen fri kan være,
som haver part i Jesu død
og Kristi navn vil bære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
