Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 91
Han mente om den mørke tro, at bak den lå djævelen helst på
lur. Han mente om frygt for fristelse, at den som frygter minst,
blir minst fristet. Han brukte alle de ævner Gud hadde git, også
ævnerne til glæde, han tok under sig hele livet. Vil I høre nogen
eksempler? Den fromme Melanchthon skrev engang så ivrig på
et forsvar for den rene lære, at han ikke unte sig matro. Da
rykket Luther ham pennen av hånden. „Man tjener ikke Gud
alene med arbejde,” sa han, „men også med hvile og rolighed;
derfor har Gud git det tredje bud og instiftet sabbaten." Æn videre:
Luther brukte billeder i sin tale, skjæmtsomme og alvorlige om
hinannen, og han var full av gode, ofte lystige infall. Han over-
satte også gamle, ypperlige folkeeventyr i sit morsmål, og sa i
fortalen at næst Bibelen kjænte han næppe bedre formaninger
æn disse. Han spilte cither, som I måske vet, og sang med barn
og venner — ikke alene salmer, nej, også gamle, muntre viser;
han yndet selskapsleker, spilte skaktavl, lot ungdommen danse
hos sig; han krævde kun at det skulde ske i tugt og ære. Dette
har en gammel enfoldig discipel av Luther, nemlig præsten Johan
Mathesius, skrevet op og fortalt sine sognebørn fra prækestolen.
Han bad det skulde bli dem til vejledning — og lad os be om
det samme!”
Provsten rejste sig: „Kjære venner, nu skal vi slutte for idag.”
Alle rejste sig. „Her er talt mange ord til oplysning; måtte nu
Gud gi nåde til denne utsæd!
Kjære venner, I bor på avsides steder; I bor højt oppe, hvor
kulden oftere skjærer kornet æn sigden. Slike ødemarker tilfjælls
burde nu atter overlates til eventyrene og det græssende kvæg.
Åndslivet gror deroppe knapt og blir mørkladent som urterne.
Fordommen lægger sig over livet som fjællene hvorunder de
avles; den skygger det og skiller det. Herren samle, Herren lyse!
— Takk for idag, mine venner! Det blev en dag til større klar-
hed også for mig.” Han tok hvær av dem i hånden, og selv den
unge mann gav sin i venlighed, dog uten at se op.
„I tar over fjællet; — når kommer I så hjæm?” spurte
provsten, da de skulde gå. — „Å, i nat engang,” svarte Lars;
„der har samlet sig meget sne nu, og hvor den er avblåst,
ligger issvull.” — „Ja, venner, det er al ære værd at søke
kirken på de vilkår. — Måtte I nu ikke komme til skade på
vejen!” — Erik svarte stille:
„Er Gud for mig, så træde
mig hvad der vil imot.
Jeg kan i bønnens glæde
det træde under fot!”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
