Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 FISKERJÆNTEN
met in med; „du må ikke banne, for så kommer du i helvede!”
— ,Ja, mit barn, ja visst, ja visst.” — Men Ødegård tok ordet:
„ Platon hadde det samme at invænde mot digtningen som mot
skuespillet, og Aristoteles’s mening er tvilsom. Jeg lar dem derfor
fare. Men de førstne kristne gjorde vel i at holde sig fra heden-
ske skuespill — jeg lar også dem fare. At alvorlige kristne i
den nyere tid har sine betænkeligheder, også ved det skuespill der
står på kristelig grunn, kan jeg forstå; jeg har selv hat dem. Men
inrømmer man at digteren har lov til at skrive et drama, så har
skuespilleren lov til at spille det; ti hvad gjør digteren annet, når
han skriver det, æn spiller det — i sine tanker, med ildhu, med
lyst, og „hvo, som ser på en kvinne med lyst” o. s. v.— I kjæn-
ner Kristi egne ord. Når Schleiermacher siger, dramaet må blot
spilles privat og av uøvede, da siger han, at de ævner vi har fåt
av Gud skal forsømmes, mens meningen dog er at de skal drives
op til den størst mulige fullkommenhed; ti derfor har vi fåt dem.
Vi spiller alle hvær dag, idet vi eftergjør andre, eller for spøk eller
alvor tar os en fremmed mening på. Denne ævne blir hos en
enkelt alle andre overveiende, og da gad jeg dog se når man lot
være at dyrke den, om det så ikke snart vilde vise sig på ham selv,
at dette var synd. Ti den der ikke følger sit kall, blir uduelig
til annet, uredelig, vaklende — kort, et langt lettere bytte for
fristelser, æn om han fulgte kallet. Hvor arbejdet og lysten faller
sammen, utelukkes megen fristelse. — Men, siger man, kallet er
i sig selv for fullt av fristelse. Ja, enhvær føler det forskjelligt. For
mig har det kall den største fristelse som narrer en til at tro,
han selv er retfærdig fordi han bringer bud fra den retfærdige,
— til at tro han selv er troende fordi han taler til andres tro,
eller tydeligere talt: for mig har præstekallet den største fristelse
av alle.” (Stor larm: Jeg nægter! Jo! Stille! Jeg nægter! Det
er sant! Stille!) Kaptejnen: „Nu har jeg aldrig hørt at præsterne
var værre æn skuespillerne!” Latter og rop av alle: «Nej, det
har han ikke sagt.” Kaptejnen: „Jo, fanden —" — „Nå, kaptejn,
nu kommer djævelen straks!” — „Vel, mit barn, meget vel!” Øde-
gård tok tråden op:
„Al den fristelse ved at røres i øjeblikket, ved at synke ned i
hørelyst, fantasilyst, ved uten arbejde at ta dydsmønstres liv og
gjøre til sit, den er sandelig også tilstede i kirken!” (Samme for-
færdelige larm.)
Men damerne kunde ikke gjæntagende høre denne larm uten
at ville in med. Nu var døren åpen. Ødegård så Petra blant dem
og sa med stærkere stemme: „Visstnok er der skuespillere som
røres på scenen og løper derfra i kirken og røres der med —
og like slemme er de. Visstnok er der skuespillere der er hule
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
