Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN
Det var en morgen, avsted han drev
mot ytterste skjær, mot det åpne hav,
at se på leken om strand og rev
og høre det døn som kampen gav.
Det var en dag i den første vår,
da stormens røst over landet går:
Du må ikke længer islagt sove! —
Da så han syn som gav lyst at vove.
Der lå et langskib i stalgrå vig,
det hvilte ut efter stormens krig.
Dets sejl var bundet, det selv fortøjet,
men syntes derved ej vel fornøjet;
ti sejlet rykket, og masten rystet,
og skibet huggede skum med brystet.
Ombord man tok sig en liten pust;
man sov, hvad heller holdt måltid just.
Da hørte ned de fra klippen råbe
— det syntes ord av en topmålt tåbe —:
„Tør ingen ride så høj en båre,
så giv mig roret; — jeg længes såre!”
Nogen så op imot fjællets hang,
andre vændte sig ej engang;
ingen lot sig sin matro rane.
Da fallt en sten og blev to manns bane.
Op sprang alle fra dæk og tilje,
kastede matkar og grep til våben;
opad pilene sang, — men åben
stod han på klippen og gav sin vilje:
„Høvding! giver du skibet med læmpe,
hvad heller lyster dig først at kjæmpe?”
Slikt at høre blot tidsspild var,
et spyd blev skikket at gå med svar.
Traf ham ikke. Han sagde rolig:
„Mig vænter ingen i dødens bolig.
Du som havene alt har pløjet,
kan gå derin eller hjæm dig skynde.
Alt du under dig her har bøjet,
det må du give; jeg skal begynne!
For mig du samlet; nu mig du hænter;
min tid er kommet; på mig det vænter.”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
