Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 FISKERJÆNTEN
var henne værdig.“ — Gjæsterne blev her så unselige at ingen
længer turde se op, og da pikerne længst ikke hadde våget det,
hadde provsten bare et eneste ansigt at tale til, det var Ødegårds,
der imidlertid nød den lykkeligste ro. „Men nu,“ fortsatte prov-
sten, „nu, da jeg har lært ham nøjere at kjænne, nu er det ændt
med, at jeg vet ikke om hun er ham værdig, så stor er han
blet mig; ti det er kunsten, scenens store kunst, og hans forlovede
er Petra, min plejedatter, mit kjære barn; måtte det gå eder godt
sammen! Jeg bæver ved det, men hvad der hører sammen, skal
også sammen. Gud være med dig, min datter!“ Hun var i et nu
over gulvet og ved hans bryst.
Da ingen av dem mere satte sig, gik naturligvis det hele sel-
skap fra bordet. Men Petra gik hen til Ødegård, som straks tok
henne med til det borteste vindu; han hadde noget at sige henne
nu, men hun måtte først sige: „Dem skylder jeg alt!“ — „Nej,
Petra; jeg har kun været en god bror; det var stor synd av mig
at jeg vilde være mere; ti var det skedd, hadde hele din bane
været brutt.“ — „Ødegård!“ De hadde hinannens hænder, men
de så ikke på hværandre; en stund efter slap han og gik. Men
hun kastet sig ned på en stol og gråt.
Dagen efter rejste Ødegård.
Henimot våren mottok Petra et stort brev med stort embeds-
segl for; hun blev rent rædd det og bar det in til provsten, som
åpnet det og læste. Det var fra byfogden i hennes fødeby
og lød:
„Da Pedro Ohlsen, som igår avgik ved døden, har efterlatt et
testamente, så lydende:
Det som finnes efter mig, hvilket nøjagtig er optegnet i den
regnskapsbok som ligger i det blå skrin, som står på mit værelse
i Gunlaug Åmundsdatters gård her i bakken, og hvortil nævnte
Gunlaug har nøkkelen, likesom hun alene vet besked om det hele,
— efterlater jeg herved, såfremt hun, Gunlaug Åmundsdatter, der-
til gir sit minne, hvilket hun ikke kan gi, hvis hun ikke tillater,
at en betingelse som jeg har tilføjet, hvilken hun alene, som er
den eneste der kjænner den, kan opfylle, blir opfyllt, — til jomfru
Petra, datter av titnævnte Gunlaug Åmundsdatter, at sige, hvis
jomfru Petra vil værdiges at ihukomme en gammel, syk mann,
som hun har gjort godt, skjønt hun ikke visste derom, hvilket
hun heller ikke kunde, og som hun alene har været til glæde i
hans siste år, hvorfor han har tænkt engang at gjøre henne en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
