Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellevte kapitel - Tolvte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
før det når sin rette gjærning. Det var en forkynnelsens gjærning
hun fik, og den der kom med sanhed og holdt sig selv værdig,
fik den største og varigste frugt. Gud brukte ganske visst ofte
også de uværdige, så visst som vi i højere forstand alle var uvær-
dige; han brukte vore længsler. Men der er en forkynnelse som
intet menneske tar ut av sin længsel alene, og den vilde hun
dog vel prøve at nå; alle måtte stræbe at nå det største. Han
bad henne idelig at komme tilbake til dem; ti det er meningen
av menighed, at samfund i troen hjælper og styrker. Om hun
fejlte, vilde hun her helst finne barmhjærtighed, og om hun selv
ikke forstod hun var kommet bort, vilde de kjærligst kunne sige
henne det.
De gik efter den hellige handling hjæm sammen, som de var
kommet; men resten av dagen var de hvær for sig. Kun var
Petra og Signe længe sammen på Petras værelse ut over natten.
Næste morgen var avrejsen. Ved avskedsbordet tok provsten
det ømmeste farvel. „Han var enig med hennes ven deri,“ sa
han, „at hun burde begynne sådan som hun nu en gang var, og
begynne alene. I den kamp hun vilde få, skulde hun prøve
hvor det var godt at vite, at der ensteds sat nogen mennesker
sammen som hun var viss på. Bare at vite med sikkerhed, at
de bestandig bad for henne — hun skulde se det vilde hjælpe!“
— han henvændte efter avskeden for Petra en velkomst til Øde-
gård. „At være forenet i kjærlighed til en og den samme var
den skjønneste inledning til at ælske hinannen.“ Provsten tænkte
ved denne skål ganske visst ikke på det som i disse ord først
gjorde Signe rød, dernæst Petra; om Ødegård var det, visste de
ikke; ti ingen våget at se på ham.
Men da hæstene stod for døren, og de tre venner stod om-
kring den unge pike, og alt gårdens folk omkring vognene, hvisket
Petra, da hun for siste gang omfavnet Signe: „Jeg vet jeg snart
får høre stort nyt fra eder; Gud velsigne det!“
En timestid efter så hun kun de hvite tinder, som viste hvor
stedet lå.
TOLVTE KAPITEL
En aften tæt før jul var hovedstadens teater utsolgt; en ny
skuespillerinne skulde optræ, om hvem der gik det største ord.
Ut av folket — hennes mor var en fattig fiskerkone — hadde
hun ved andres hjælp, som hadde set hennes ævner, nu nådd
hit, og hun skulde gi stort løfte. Mellem publikum hviskedes
mangehånde ting i den tid før tæppet gik op. Hun skulde ha
været en skrækkelig jæntunge og siden som voksen været for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
