Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kjørte likeså glad til kirke efter den som plassjænten fra Haugen!
— Heri hadde folk anet en ond inflydelse.
Sådan lyder sagnet, likt så mange andre. Men noget som er
sikkrere æn sagnet, er at ænnu idag er der i denne fjællbygd,
likesom i flere, en levende sans for musik og viser, og i hine
dager må den derfor ha været ænnu større. Den kan ikke
vedlikeholdes, uten at nogen øker og oppusser den arvede skat, og
Ole Haugen må ha været den ypperste i dette.
Sagnet fortæller videre, at likesom Ole Haugens brudeslått var
den lyksaligste de hadde hørt, således var det brudepar som for
første gang kjørte hjæm efter den, og som førtes til kirkedøren
av den, og som der efter ændt vielse mottoges av den, det lykkeligste
par de hadde set. Og skjønt Tingvold-slægten altid hadde
været en vakker slægt og efter denne tid i ænnu større grad blev
det, holdt sagnet med bestemthed fast ved, at dette par måtte for
alle tider bære prisen.
Vi kommer nu fra sagnene in på fastere grunn; ti med Ole Haugen
dør sagnene; efter ham begynner historien. Denne fortæller
at slåtten blev et arvestykke, forskjelligt fra alle andre, som Sjælden
brukes; ti dette blev brukt, d. v. s. slåtten blev på Tingvold
trallet, skrålet, blistret, blåst, spilt fra stue til stall, fra jorder til
utmark; og efter den slått blev det eneste barn de fik, vugget og
gynget på armene av mor, av far, av barnejænten og øvrige tjenere,
og det første hun selv lærte, efter sine første kunster og ord, var
slåtten. Barnet het Astrid. Der var toner i slægten, og ikke minst
i den lille kvikke jænte, som snart med mesterskap kunde tralle
slåtten, hennes forældres sejersrop, slægtens forjættelse. Det var
ikke så stort under ænda, at hun som voksen nok vilde vælge sin
kjæreste selv. Kanske er det en overdrivelse med alle Astrids
friere; men, sant eller ej, så blev den rike pike med det fine lag
over 23 år, og var ænda ikke fæstet. Da kom der op hvad der
hadde været grunnen! Moren hadde for flere år siden tat in en
kvik fantegut fra landevejen; fantegut var han vel ikke, men kalltes
så, og ikke minst av moren, da hun fik høre at Astrid og han
i al vidunderlighed oppe i utmarken hadde gåt hen og forlovet
sig, og siden stod og trallet brudeslåtten til hværandre, hun ned
fra stabburstaket, og han oppe fra lien. Gutten kom fort nok væk;
for nu viste det sig at ingen holdt strængere på „ætten“ æn den
fordums plassjænte. Og faren måtte tænke på spådommen, da
han selv brøt slægtssædvanen; ætten tok allerede gifte in fra
landevejen, hvor vilde det ænde? Bygden dømte ikke mildere.
Fantegutten — Knut het han ellers — hadde slåt sig på handelen, især
fæhandel, og var kjænt av hværmann. Han var den første der i
bygden, ja vidt om, som drev denne i det store. Han åpnet denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
