Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
poesi og de dele; han lot konen bestemme. Brudens forældre fik
altså et vink om, at spillemænnene kunde bestilles, og den gamle
slått, som nu hadde hvilt sig en stund, fordi denne del av ætten
hadde arbejdet uten sang, blev begjæret.
Bryllupsdagen la desværre til med et overhændigt høstregn.
Spillemænnene måtte gjæmme feierne ned efter at ha spillet fra
gårde, og de tok dem ikke op, før de kom så langt at de hørte
kirkeklokkerne. En gut måtte da stå bak på vognen og holde en
regnhat over dem, og derunder sat de sammenkrokede mot hværandre
og filte væk. Slåtten klang ikke i slikt vejr, som vænteligt
kunde være, og det brudefølge som kom efter, så heller ikke
lysteligt ut. Brudgommen sat med brudgomshatten mellem benene
og en sydvest på hodet; over sig hadde han en stor skinntrøje,
og en regnhat holdt han over bruden, som med det ene tørklæ
over det annet, for at spare kronen og den øvrige stas, lignet
mere en våt højsåte æn et menneske. Således kom de, vogn efter
vogn, mænnene dryppende, kvinnfolkene bortgjæmte og inpak-
kede; det var et slags fortrollet følge, hvori der ikke såes et
kjænt ansigt, men kun en del tvekrokede, sammenstuvede ull-
eller skinntuller. Den særdeles talrike almue som stod og væntet
på det rike følge, måtte le, i begynnelsen motstræbende, men
senere højere og højere for hvær vogn. Ved det store hus hvor
følget skulde stige av, for at rette på pynten til kirkegangen, stod
en kramkar, en løjerlig kar som het Aslak, på en højvogn som
var kjørt til side der i kroken ved bislaget. Han ropte, just som
bruden blev løftet ut: „Nej, dyre død, om Ole Haugen sin brudeslått
vil låte idag, lel!“
Mængden lo — om også de fleste bortgjæmt; det blev bare derved
des bedre følt hvad alle tænkte og vilde skjule.
Da de fik tørklærne av bruden, så de at hun var hvit som et
laken. Hun gråt, forsøkte at le, gråt så igjæn, — og så kom det
med én gang på henne at hun ikke vilde til kirke! Under det
røre som nu fulgte, måtte hun lægges på en seng i et siderum,
ti hun overfalltes av en gråt som de blev rædde. Hennes værdige
forældre stod hos, og da hun tigget dem om at slippe for at gå
i kirke, sa de, at hun måtte gjøre som hun vilde. Da så hun
Endrid. Noget så ulykkeligt, ja hjælpeløst hadde hun aldrig set,
ti for ham hadde deres foretagende hat full sanhed. Ved siden
av ham stod hans mor; hun sa intet, og ansigtet var ubevægeligt.
Men tåre på tåre trillet ned ad det, øjnene hang ved Randis. Da
lettet Randi sig op på albuerne, så en stund ret foran sig, mens
hun hikket efter gråten; „å nej!“ sa hun; Jeg går til kirken.“
Hun kastet sig atter bakover og gråt en stund bitterlig; men så
stod hun op. Siden føjde hun til, at hun ingen musik mere vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
