Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dette var den første række tanker som hun ikke trodde til
Beret. Efterhånden blev det flere. Beret som nu gik i sit tolvte
år, mærket nok at hun blev mere alene, men fattet ikke rigtig,
at hun efterhånden var sat utenfor, før en annen var flyttet in i
hennes rettigheder. Det var den 18-årige, nætop forlovede Inga,
deres søskenbarn fra nabogården. Når hun så de to slynget i
hværandre, som unge jænter gjærne går, hviskende og leende
bortover markerne, kunde hun kaste sig ned og gråte av skinsyke.
Mildrid gik til konfirmation; der lærte hun at kjænne
jævnaldrende, og nogen av dem kom om søndagen op til Tingvold.
De holdt til ute på markerne eller i farmors stue. Tingvold hadde
jo været et lukket, men forvæntningsfullt sted for ungdommen.
Der kom dog heller ikke nu andre æn de som hadde et visst
stillfærdigt lag; ti det kunde ikke nægtes at der var noget dæmpet
over Mildrid, som kun tildrog enkelte.
På denne tid var megen sang oppe blant ungdommen. Slikt er
aldrig tilfældigt; men det har dog sine tider, og disse tider har
da igjæn sine forsangere. Blant disse var, mærkværdigt nok, atter
en av Haugen-slægten. I et folk hvori engang, om også for mange
hundre år siden, næsten hvær mann og kvinne har i sangen søkt
og funnet uttryk for hvad de sterkest levde og tænkte, og har
selv kunnet lage det vers der bar utbruddet, — der kan kunsten
aldrig utdø anderledes, æn at i et annet bygdelag må den leve
ænnu, og kan let vækkes hvor den nu ikke mere høres. Men i
denne bygd var meget blet digtet og meget sunget i umindelige
tider; det var ikke av intet, ej heller for intet, at Ole Haugen
nætop var født her. Hans søns søn var den som nu igjæn hadde
fåt tonen. Ole Haugens søn hadde været så meget yngre æn den
datter som blev giftet in på Tingvold, at denne som gift hadde
ståt fadder til ham. Efter mange skjæbnens omskiftelser hadde
han som meget gammel mann fåt farens selvejerplass under fjællet,
og — forunderligt nok — da først hadde han giftet sig. Han fik
flere barn, og deriblant en gut som kalltes Hans, og denne syntes
at ha bestefarens ævne, dog ikke egentlig for felespil, skjønt han
spilte, men snarere for at synge gamle og tildels lage nye viser.
Sansen for dem øktes ikke lite derved, at så få kjænte ham selv,
skjønt han levde midt iblant dem. Ja, det var likefrem ikke mange
som hadde set ham. Saken var den, at hans gamle far hadde
været skytter, og hans sønner var ikke store, før oldingen sat på
bakken og lærte smågutterne sine at lade og at sigte. Hans glæde
skal ha været overmåde stor, da de med geværet kunde tjene in
det krudt og de hagl som de skjøt væk. Længer kom han ikke
med dem. Deres mor døde en stund efter ham, så barnene måtte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
