Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvorfor er da du slem mot mig, nu jeg har det ondt?“ — Beret
gav armene fri, ti søsteren gråt. Men Berets ånde brant, og
åndedrættet gik som skulde hun sprænges. „Er det Hans Haugen?“
hvisket hun. Åndeløs stillhed opstod. „Ja,“ hvisket ændelig søsteren,
og gråt. Da tok Beret hennes armer ned en gang til; hun vilde
se hennes øjne; „hvorfor har du ikke sagt mig det, Mildrid?“
spurte hun med samme brænnende iver. — „Beret, jeg har jo
ikke set ham før igår. Og straks jeg så ham, gav jeg mig hen
til ham; det er jo det som piner mig, så jeg tror jeg må dø!“
— „Har du ikke set ham før igår?“ skrek Beret i højeste
overraskelse, ja vantro. — „Ikke i mit liv,“ svarte Mildrid stærkt.
„Kan du tænke dig en sådan skam, Beret!“ Men da kastet Beret
sig over henne og tok henne om halsen og kysste henne; „søte,
søte Mildrid, hvor det er dejligt!“ hvisket hun og gnistret av fryd;
„nej, hvor det er dejligt!“ gjæntok hun og kysste henne, „og hvor
jeg skal tie, Mildrid!“ hun knuget henne in til sig, rejste sig derpå
igjæn. — „Æn du som trodde at jeg ikke kunde tie!“ og hun
fallt i pludselig bedrøvelse. „Jeg ikke tie, når det var noget om
dig, Mildrid!“ Hun gråt. „Hvorfor har du glæmt mig på det
siste?“ Hvorfor har du tat Inga for mig? Å, hvad sorg du har
voldt mig! Når du visste hvor jeg holder av dig, Mildrid!“ og
hun gjæmte sig hos henne. Men søsteren tok nu og kysste henne,
og så forsikkret hun, at hun hadde ikke tænkt over det før nu,
og hun skulde aldrig mere skyve henne til side, og hun skulde
just tro sig til henne som var så god og sann — og hun klappet
henne igjæn. Beret rejste sig atter på knæ; hun måtte se søsterens
øjne i sommernattens lys som alt tok på at rødme av morgenen.
„Mildrid, hvor han er vakker!“ var hennes første strålende utrop.
„Hvorledes kom han? Hvorledes så du ham først? Hvad sa
han? Hvorledes gik det til?“ — Og hvad Mildrid for nogen timer
siden trodde ikke kunde fortælles noget menneske, det fortalte
hun nu søsteren; hun blev avbrutt ved, at Beret engang imellem
kastet sig over henne og trykte sig in til henne; men Mildrid
fik derved bare ænnu mere fryd av at fortælle; de lo, og de gråt;
søvnen var gåt dem av minne, solen fant dem således, den ene
liggende eller støttende sig på albuen, henrevet av sit eget eventyr,
den andre på knæ foran henne med halvåpen munn, tindrende
øjne, og nu og da i jubel kastende sig over søsteren.
De stod op sammen, og gjorde sit arbejde sammen, og da de
var færdige hermed og kun for et syns skyll hadde spist, klædde
de sig begge sammen til møtet. Han måtte jo snart komme! Begge
satte de sig i sin højtidsdragt under hejen, og Beret synte henne
hvor hun hadde ligget igår; — hunden hadde ofte været borte
hos henne. Den ene søsters fortælling løste den annens av, vejret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
