Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var også idag godt, kun at nogen skyer viste sig. De hadde snart
snakket sig ut over den tid hvori Hans var væntet; men de vedblev
at samtale, og glæmte det for atter at huske det, og Beret
sprang et par ganger op på kammen for at spejde; men hun hverken
så eller hørte noget til ham. Begge blev utålmodige, og Mildrid
blev det med én gang så stærkt, at Beret skræmtes. Hun
forestilte henne, at han var jo ikke sin egen herre; to dager hadde
Tyskeren måttet fiske og skyte og lage mat alene, det gik næppe
den tredje, og Mildrid fant nogen grunn heri. „Hvad tror du far
og mor vil sige til dette?“ sa Beret for at bortlede hennes tanker.
I samme stund hun hadde sagt det, angret hun det. Mildrid blev
blek og stirret på Beret, som stirret igjæn. Hadde Mildrid ikke
tænkt sig dette før nu? Jo; men som man tænker på noget fjærnt.
Frygten for hvad Hans Haugen måtte tro om henne, skammen
over hennes egen svakhed og dumhed hadde således optat henne,
at hun hadde skyvd alt annet til side. Nu gik det omvændt:
forældrene intok med én gang og helt al hennes tænkning! —
Beret forsøkte atter at trøste. Når de så ham, vilde de gi Mildrid
ret; de vilde heller ikke gjøre henne ulykkelig, som hadde været
deres glæde; farmor vilde også hjælpe henne; intet menneske
hadde noget at sige på Hans Haugen, og han vilde ikke gi tapt!
— Alt dette suste forbi, men Mildrid tænkte på noget annet, og
for ret at få overveje det, bad hun Beret stelle til middag. Beret
gik langsomt fra henne og vændte sig flere ganger.
Men det som nu Mildrid overvejde, var: Skal jeg straks sige
det til far og mor? Opøst som hun var av disse dages uhyre
spænning, vokste spørsmålet til et bærg. Hun fant at hun begik
en synd, hvis hun mottok ham nu. Hun burde jo ikke ha forlovet
sig uten forældrenes samtykke; men hun hadde ikke kunnet
hjælpe det. — Var det nu skedd, da straks til forældrene! Hun
rejste sig, det lyste for hennes øjne. Hvad ret var, måtte gjøres.
Når Hans stod her igjæn, måtte hun ha talt med sine forældre.
Ikke sant? spurte hun ut, dog uten at spørge, og „ja!“ syntes hun
det svarte, skjønt ingen svarte. Hun ilte til stølen, for at sige det
til Beret. Men Beret var ikke i boden, ikke på stølen. „Beret!“
ropte hun. „Beret — Beret!“ Gjænlyden gav henne ropene fra
alle sider; men ingen Beret. Rundt omkring efter søsteren uten
at finne henne. Opøst var hun før, skræmt blev hun nu; Berets
store øjne og spørsmål: „Hvad tror du far og mor vil sige til
dette?“ blev bestandig større. — Beret skulde dog vel ikke være
gåt til dem, hun? Det kunde ligne henne! Brusende, som Beret
var, vilde hun straks ha saken avgjort og Mildrid trøstet. Ganske
visst var hun gåt! — Men kom Beret før henne, vilde forældrene
misforstå alt — og hun bøjde raskt in på vejen mot bygden! En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
