Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BRUDESLÅTTEN 131
stod tårerne henne i øjnene. „Å! — går jeg for fort?“ og han
gav hånden ut. Hun pustet, så hun ikke kunde svare. „Lad os
sætte os litt!“ sa han og drog henne til sig; „kom!“ og han satte
henne hos sig. Om muligt blev hun ænnu rødere, og hun så ikke
på ham; hun pustet, som skulde hun sprænges. „Jeg er så tørst,“
var det første hun fik sagt. De stod op igjæn, og han så sig om;
men der var ingen bæk i nærheden. „Vi må vænte til længer
frem; der er en bæk,“ sa han; „du har heller ikke godt av at
drikke nætop nu.“ Han satte sig igjæn, og hun på stenen foran
ham. „Jeg sprang hele vejen hitover,“ sa hun for at unskylle
sig. — „Og så hår jeg ikke spist til middag,“ la hun til om en
stund; „heller ikke sovet i nat,“ føjde hun atter til. Istedenfor
at yttre deltagelse spurte han hurtig: „Så har vel heller ikke
Mildrid spist til middag og kanske heller ikke sovet i nat?“ —
„Mildrid har visst ikke sovet den forrige nat heller, hun, og spist
har hun ikke, det jeg har set, nej, ikke på“ — hun tænkte sig
litt om — „på aldrig så længe.“ — Han rejste sig. „Kan du nu
gå videre?“ — „Jeg tænker nok det.“ Og han tok henne ved
hånden, den jagende marsch begynte igjæn. Om litt så han, hun
kunde ikke fortsætte på den måten, derfor tok han trøjen av sig,
gav henne den og tok henne op og bar henne. Dette vilde hun
på ingen måte. Men han bar henne så let avsted, og Beret holdt
sig fast ved hans brystdukslinning, hun turde ikke røre ved ham
selv. Om en stund mente hun, at nu hadde hun pustet ut; nu
kunde hun nok løpe igjæn. Han satte henne ned, tok selv sin
trøje og hængte den over geværet — og avsted. Ved bækken
stanste de og hvilte litt, før hun drak. Da hun rejste sig, smilte
han og så på henne: „Du er en vakker liten en.“
Det stundet mot kvællen, da de nådde frem. Mildrid søktes
forgjæves både ved stølen og foran hejen; ropene døde i det
fjærne, og begge blev rædde, da Hans la mærke til at hunden
snøftet til noget. De løp til; det var hennes tørklæ. Straks gav
Hans tegn til hunden, at den skulde søke henne, som tørklædet
tilhørte, — og den i vej! De fulgte den frem over fjællet mot
den andre siden, altså nedover mot Tingvold-kanten. Skulde hun
være gåt hjæm? Beret fortalte om sit uforsigtige spørsmål og dets
følger, og Hans svarte, at det kunde han tænke sig. Beret tok på
at gråte. Skulde de gå efter henne eller ej? Beret istemte: ,Ja,
ja!“ hun var rent forstyrret. De måtte først inom nabosæteren
og få hjælp til at motta kreaturene. Mens de ænnu talte herom,
bestandig følgende hunden, så de den stanse og se sig tilbake med
loggrende hale. De sprang til, og der lå Mildrid!
På sin arm lå hun, med ansigtet halvt mot lynget. De trådte
sagte til, hunden slikket henne på hånd og kinn, hun strøk sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
